Fortsæt til indhold
Aarhus

Danmarks højeste mand går til boksningen

På trods af en alder tæt på de 40 år og begrænset kamprutine tror boksepromotor Anders Vester på, at hans nye gigantbokser kan nå langt.

Christian Munk Jensen

Han rager godt op i landskabet, ville man sige på godt jysk. Og med en højde, der ligger 40 cm over det danske gennemsnit for mænd, kan Morten Poulsen kalde sig Danmarks højeste mand. Og nu også verdens største professionel bokser.

På et pressemøde i dag vil Team Vester præsentere sin nye kæmpe.

Og promoter Anders Vester tror på den 2,19 m høje bokser, selvom han debuterer som professionel i en fremskreden alder af 37-år med blot fire amatørkampe bag sig.

»Det er selvfølgelig en forholdsvis høj alder, men hvis man kigger på andre sværvægtere i dag, for eksempel de store russiske boksere, så er de jo også sidst i trediverne,« siger Anders Vester.

Han har fulgt Morten Poulsen siden efteråret og har nu besluttet sig for at hente bokseren til sin stald i samarbejde med træneren Johan Kimose og Team Kimose.

Fem-seks gode år

Kontrakten gælder for tre år, og den har Anders Vester ikke haft problemer med at skrive under på.

»I sværvægt kan man jo godt klare sig, selvom man er lidt oppe i årene i modsætning til de mindre klasser. Så vi mener, der godt kan være en fem-seks gode år i Morten endnu,« siger han.

Større end kæmperusser

I øjeblikket arbejder teamet på at få Morten Poulsen i topform til hans første professionelle stævne den 28. april. Og Anders Vester tror på en stor fremtid for den store bokser, der også lystrer navnet ”Grand Danois”.

»Hvis han vinder nogle danske stævner, så tror vi også, at han bliver interessant for udenlandske promotere. Det ser man fra Valuev, der jo har fået en stor og flot karriere, selvom han bestemt ikke var god, da han startede,« siger Anders Vester.

Han er dog klar over, at den store bokser ikke kun vil trække folk til på grund af talentet, men også i høj grad sin store statur. Og det har Anders Vester tænkt sig at vende til sin fordel.

»Selvfølgelig vil vi forsøge at lancere ham som verdens største profbokser. Nu har vi en, der er større end Valuev.«

Sidste udkald

Selv bryder Morten Poulsen sig dog ikke om at blive sammenlignet med ”the beast from the east”, den russiske kæmpebokser Nikolai Valuev, der fra i morgen må slå sig til tåls med titlen som verdens næststørste professionelle bokser.

»Jeg synes ikke, man skal sammenligne på den måde. Jeg er Morten Poulsen, og Valuev er Valuev. Han har gjort det, han har, og nu må vi se, hvad jeg kan,« siger den ydmyge dansker, der i øvrigt har det fint med at få chancen som professionel bokser blandt andet på grund af sin størrelse.

»Jeg har det fint med at udnytte størrelsen. Det er det redskab, jeg har fået af gud, så det må jeg udnytte på bedst mulige måde. Havde jeg været 190 cm og vejet 100 kg, så havde jeg sikker ikke fået den chance.«

Selv om det er en drøm, der nu går i opfyldelse for Morten Poulsen, der har bokset i 9-10 år, så var muligheden for en professionel karriere ikke noget, han havde sat næsen op efter.

»Det havde jeg i bund og grund ikke. Hvis jeg skal være ærlig, så er jeg ved at nå en alder, hvor det er sidste udkald,« griner den store bokser.