»Jeg vil ikke være et ringvrag«

Klokken er 18 en decemberaften i Aarhus. Jeg har netop lånt en bog på Hovedbiblioteket, da en gråhåret mand i en rullekravetrøje kommenterer mit valg. Eller snarere dets omslag.

»Han ser farlig ud,« siger han og smiler forsigtigt.

Forsiden er sort. Prydet af en muskuløs fyr i bar overkrop, som bærer et VM-bælte om livet. ”Kessler”.

Bemærkningen hænger i luften et øjeblik. Som en lunken sætning udelukkende baseret på et blik på et fotografi. En stille tvivl sniger sig frem; ved manden overhovedet, hvem der er på billedet?

Så fortsætter han sin talestrøm.

»Jeg har altid bedst kunnet lide Johnny Bredahl. Men folk siger, at Mikkel Kessler er den bedste bokser, vi nogensinde har haft. Det må jeg jo tage til mig,« siger han.

»Vi må håbe, at han snart får den VM-kamp. Hvordan går det med hans hånd? De helt store kampe må være hårde.«

Se, når en bokser og hans helbred uden videre bliver et emne for smalltalk på landets biblioteker, så har han gjort indtryk. Så er det fordi, folk kerer sig om hans ve og vel.

Hilsen med venstre

Inderst inde gør Mikkel Kessler det samme. Både nu og på sigt. Også han har noteret sig, hvordan det er gået andre boksere, efter at karrieren sluttede. De boksere, som har flade næser, hjerneskader eller snøvler så meget, at man dårligt kan forstå dem uden undertekster.

Sporten er kendt som en af de farligste, man kan vælge. Mikkel Kessler er frygtløs, men velovervejet: Han har indgået en aftale.

»Jeg vil ikke være typen, man kalder en gammel bokser. Et ringvrag. Selvfølgelig vil jeg ikke det. Jeg har sagt til mine venner, min manager og min fysiske træner, at de skal sige til, hvis jeg skal stoppe,« som han forklarer det på en trist efterårsdag på Amager.

Mikkel Kessler hilser med venstre hånd, da vi møder ham. Det er akavet, men han har ikke noget valg. Det er sidst i oktober, og bokserens højre hånd er helt gul. Smurt ind i jod, efter at han er blevet opereret i den.

To fingre er pakket ind i gaze. Det er ikke længe siden, at han brækkede den ene og blev tvunget til at udsætte sin kamp mod den tyske WBO-verdensmester Robert Stieglitz.

Det har været historien om Mikkel Kessler de seneste år. Om VM-bælter og muligheder tabt til fysiske udfordringer.

Oplagt er et fattigt ord, da Mikkel Kessler trækker venstre hånd til sig igen, mens han forsigtigt holder den højre ved sin brystkasse. Det er skaderne, vi vil tale med ham om. Al den fysiske elendighed, som kan følge med en lang og hård karriere som professionel bokser. Risikoen.

Mig, mig, mig

Mikkel Kessler viser os ind til et højt køkkenbord på første sal i det træningscenter, han driver i Dragør på Amager.

Fingerskaden forhindrer ham helt i at træne for tiden, men man kan mærke på ham, at det sitrer indeni. Han vil i ringen igen. Han vil bokse kampen mod Robert Stieglitz, vinde hans WBO-bælte og videre til det planlagte opgør mod vinderen af Super Six-turneringen. Den turnering, Mikkel Kessler trak sig fra på grund af en øjenskade.

»Kampen mod Stieglitz bliver altafgørende. Jeg skal vinde. Ellers har jeg ikke noget bælte mere. Hver kamp, jeg har, betyder alt for karrieren. Hvis jeg havde tabt til Mehdi Bouadla i juni, kunne jeg også glemme det hele,« siger han.

Så kan det vist ikke gøres tydeligere, hvad der er på spil. Og hvilket pres en professionel bokser som Mikkel Kessler lever med.

Da Mikkel Kessler var ung, brød han sig ikke om det, presset. Han ville helst bokse kamp nummer fem ved stævnerne, længe inden hovednavne som Mads Larsen, Johnny Bredahl og Brian Nielsen. Så var opmærksomheden og forventningerne mindre.

Nu kan Mikkel Kessler slet ikke fungere uden den nerve, der følger med, når alle venter noget af ham.

»Uden for ringen vil jeg helst ikke være i centrum. Men jeg er blevet glad for hovedkampene. Jeg ved, at jeg er bedst, når det hele handler om mig, mig, mig. Når alle dem, som kommer i Parken, kommer for at se mig, ikke de andre. Det pres, der følger med, gør mig bedre,« forklarer bokseren med fare for at lyde selvoptaget.

Færre mellemregninger

Mikkel Kessler er blevet 32 år, og det er de store opgør, som driver ham. Ikke mellemregningerne. Dem er der heller ikke råd til så mange af længere.

Mikkel Kessler er nødt til at tage hensyn til sin krop. Til at skære ned på sparringen og tage sine pauser, så værktøjet ikke går i stykker. Han har titaniumskramper i begge hænder, og knoerne er nærmest blevet til grus under huden.

»Jeg har været vant til at have mange skader. I begyndelsen, da jeg var helt ung og blev opereret i hænderne, blev jeg ked af det, når jeg skulle trække mig fra boksningen i fire måneder. Men jeg måtte bare tage det som pauser og komme igen,« siger Mikkel Kessler.

Ude af rekordlisten

Pauser, siger han. Ja, nogle af pauserne har været ganske problematiske. Kesslers karriere har været tæt på sit endeligt flere gange allerede.

Da han i 2005, som 25-årig, måtte opereres for to diskusprolapser. Og da han i 2009 løb brynene mod en kontroversiel amerikaner i sin første kamp i Super Six-turneringen.

Nederlaget til Andre Ward for to år siden var så grelt, at det - for en stund - plantede en tvivl i den selvsikre dansker.

Ingen sagde et ord i omklædningsrummet 21. november 2009. Givetvis, fordi ingen vidste, hvad de skulle sige. Stemningen var mildest talt dårlig.

Mikkel Kessler lå på ryggen på en sort briks midt i rummet. Han havde klædt om, og nu blev han tilset af en læge. Hans ansigt var bulet som en sæk kartofler, og han blødte.

Det var Andre Wards fortjeneste. Amerikaneren havde besejret Mikkel Kessler i en kamp, som danskeren slet ikke tæller med i sin personlige rekordliste længere. Der blev nikket skaller, dommerne favoriserede Ward, og kampen blev afbrudt, da Kessler begyndte at ramme, fastholder han.

Mens han blev syet i øjenbrynet og kinden med så mange sting, at han ikke selv har tal på dem, spekulerede alverdens tilskuere på Kesslers fremtid.

John bider

Mikkel Kessler havde haft problemer med det ene øje, og nederlaget til Andre Ward hjalp ikke på tingene. Nogle mente, at det var slut for Mikkel Kessler, og det dystre syn på fremtiden smittede af, erkender han, da vi sider i Dragør to år senere.

»Det har jeg da også selv troet. Helt sikkert. Jeg har været i tvivl. Men bagefter vandt jeg over en ubesejret verdensmester. Så kan du godt se, at tvivlerne blev sat på plads,« siger Mikkel Kessler, som et halvt år efter nederlaget til Andre Ward besejrede Carl Froch i sin anden Super Six-kamp.

En kamp, som bliver kaldt en af de bedste supermellemvægtskampe nogensinde. Et maraton, som endnu engang sled på Mikkel Kesslers krop. Få måneder senere måtte han trække sig fra Super Six og hvile sit øje. Det er svært at bokse, når man ser dobbelt.

Nu er øjet godt igen. Mikkel Kessler ser afslappet ud, mens han sidder i sit træningscenter og fortæller. Ved hans fødder spæner en hund omkring. John, kalder han den, når han taler til den med en påtaget kæledyrsstemme.

»Den bider journalister,« griner han.

I ringen uden bagage

Hænder er hænder, og risikoen for slemme skader og varige men er der bare, signalerer han med sin facon. Ja, når man spørger ham, hvad han frygter, svarer han:

»Intet.«

»Man må ikke have alt muligt bagage med, når man går ind i ringen. ”Uha, hvad nu med mine hænder? Uha, hvad nu med mit syn? Uha, jeg kan også blive hjerneskadet.” Hvis man går ind med det, kan det være lige meget. Så skal man blive væk. Man bliver nødt til at gå ind og gøre det, man har trænet, og banke ham den anden,« cementerer han.

Alt, man kan gøre, er at minimere risikoen for at blive nedbrudt. Det handler om kost, noget, som fylder meget i Mikkel Kesslers bevidsthed. Det er ikke uden grund, at han har et køkken på størrelse med en dagligstue i sit træningscenter.

Han lagde sin stil om som 24-årig, da han ansatte sin fysiske træner, Thomas Macon. Slut med McDonalds, Yankiebarer og Faxe Kondi.

Tiderne er nogle andre, end da han som knægt rendte rundt på Amagers legepladser og spiste slik i stedet for frokost.

»Din kost betyder alt. Man skal have den rigtige næring til sin krop, når man træner så hårdt. Det nedbryder kroppen og er pisseusundt. Hvis ikke den bliver bygget op igen med nogle vitaminer og mineraler, begynder man at få ledskader og den slags. Jeg har været rigtig dårlig til det før i tiden,« forklarer Mikkel Kessler.

»Det er ærgerligt, at jeg ikke levede anderledes. Det har helt sikkert spillet en rolle. Min krop ville være stærkere i dag, hvis jeg ikke havde levet så usundt.«

Gang i forretninger

Gennem kosten vil han sikre sin fremtid og undgå prædikatet udtjent. Fysisk som økonomisk.

Mikkel Kessler er typen, der har investeret sine penge i obligationer i stedet for aktier, og han har udførlige planer om at sælge proteinbarer og dygtiggøre sig inden for kostvejledning, så han kan drive sit træningscenter videre.

»Jeg har gang i alle mine små forretninger. Jeg vil gerne lave noget bagefter, hvor jeg kan lære folk om sundhed og træning på en intensiv måde,« fortæller han.

Først gælder det boksningen, som endnu tager og tager. Der er fysikken, og der er afsavnene; Mikkel Kessler ser ikke så meget til familie og venner, som han gerne vil - og han har aldrig været på skiferie, fordi han ikke må.

Men hvad får han så retur?

Penge naturligvis. Deltagelsen i Super Sixturneringen indbragte godt 25 mio. kr. Han fik 850.000 dollars, da han i 2008 brugte otte minutter på at slå tyske Danilo Häussler i gulvet. Og så er der den hidtil dyreste supermellemvægt-kamp i Europa nogensinde: Titelkampen mod Joe Calzaghe i 2007. For den fik Mikkel Kessler 27 mio. kr. og beholdt de 18.

Op mod 50 mio. kr. for fire kampe. Kessler har bokset 46 som professionel, og det var en strid om millioner, der fremprovokerede det bitre brud mellem ham og Mogens Palle i 2009.

Men Mikkel Kessler fastholder, at det ikke handler om pengene, når han går i ringen.

»Det er umuligt at beskrive følelsen af at stå med hænderne i vejret og have vundet verdensmesterskabet. Den er det hele værd,« siger han.

Også pengene.

Det første nederlag

Det lærte han på et øjeblik efter kassekampen mod Joe Calzaghe i Wales, den 3. november for fire år siden.

Den 35-årige waliser stod i midten af bokseringen i Millennium Stadium i Cardiff, da kommentatoren læste dommernes scorecards op.

Det havde været en hård og tæt kamp, men der var ingen tvivl om udfaldet.

»117-111, 116-112, 116-112,« råbte han, som kun den slags kommentatorer kan.

Joe Calzaghe havde vundet kampen og tre VM-bælter.

Mikkel Kessler blev i sit ringhjørne. Han havde smilet flere gange, efter kampen var slut. Alligevel var han tydeligt skuffet. Mens Joe Calzaghe vendte sig mod publikum og skreg sin glæde ud, så danskeren til med armene ned langs siden. Milliongagen var en fin trøstepræmie, men der var noget, han hellere ville have.

»Det var heldigt, at ikke kun vinderen fik løn. Men jeg var hellere gået derfra uden en krone, hvis det var med hænderne i vejret,« husker han.

Mikkel Kessler havde lidt sit første professionelle nederlag.

Ligesom han drømmer om revanche mod Andre Ward nu, drømte han længe om en ny kamp mod Calzaghe. Et opgør, hvor han kunne hævde sig. Rejse sig. Den slags er vigtigt for Mikkel Kessler.

Men han fik aldrig chancen. Forklaringen har Mikkel Kessler vendt til sin egen fordel.

»Han har sagt til mig, at han ikke ville bokse en revanchekamp. Det var hans aften den aften i Cardiff, og han vidste godt, at det nok ikke blev sådan en anden gang,« siger han.

Opvækstens modsætninger

Hvor vindermentaliteten, der driver Mikkel Kessler, kommer fra, kan han ikke selv svare på. Men hans gisninger tager udgangspunkt i opvæksten på Islands Brygge og i den modsætning, hans træner gennem det meste af karrieren, Ricard Olsen, blev.

»Jeg har aldrig haft faste rammer derhjemme. Jeg kunne gøre, hvad jeg ville. Nede hos Ricard var det anderledes. Jeg skulle træne på et bestemt tidspunkt hver dag. Han kom ind og gav mig de faste rammer. Selv om det sneede, var minusgrader, og det næsten var umuligt at cykle til træning, så tog jeg derover. Jeg brændte for det,« siger Mikkel Kessler.

Det gør han stadig, selvom han ikke er sulten på samme måde som inden sin første professionelle kamp mod Kelly Mays. Som inden han vandt sin første WBC-titel mod Craig Cummings og på dagen, da han vandt sin WBA-titel mod Anthony Modine i Australien.

Den gang var det afsøgningen af, hvor langt, han kunne drive talentet, som pirrede sindet. Det er det ikke længere.

»Jeg kunne nok have stillet mig tilfreds for længe siden. Men jeg føler ikke, at det er slut endnu,« siger han.

»Jeg vil bevise, at jeg kan blive verdensmester igen, selv om nogle ikke tror på det. Selv om jeg har haft øjenskader og alt det der. Jeg har det stadig i mig.«

Under 10 kampe tilbage

Sådan er det vel at være frygtløs. Så kommer målet i første række. Drømmen om at tage tre VM-bælter, WBO, WBC og WBA, i en kamp mod vinderen af weekendens Super Six-finale. Allerhelst fra Andre Ward mod hvem Mikkel Kessler har et regnskab at gøre op efter sit nederlag for to år siden.

Mikkel Kessler fokuserer ikke på den fjerne fremtid, den efter boksning. Kun på at komme i ringen igen og gøre det eneste, han ifølge eget udsagn kan finde ud af. Der er derfor, Mikkel Kessler lytter til andres råd.

Han lægger sin jodgule hånd på bordet.

»Jeg skal passe på, at jeg ikke bliver for slidt. Derfor taler jeg hele tiden om de her ting med min fysiske træner. Både han og jeg mener, at jeg sagtens kan bokse nogle kampe endnu. Det skal jeg ikke være bange for. Men jeg bokser ikke 10 kampe mere,« siger han.

Nærmere kommer vi det ikke denne eftermiddag.

For fem år siden sagde Mikkel Kessler til sig selv, at han ville indstille karrieren, inden tre år var gået. Han bokser endnu.

Og for at besvare det spørgsmål, som blev stillet på Hovedbiblioteket i Aarhus, så har hånden har det bedre. Den 14. april næste år skal Mikkel Kessler, om alt går vel, bokse mod Robert Stieglitz i Parken.•