Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Mira Wanting alvorligt syg af kræft

Skuespillerinden, der er mor til to børn, har været syg i et år. Det oplyser hendes agent.

Ritzau

Den kendte skuespillerinde, Mira Wanting, som danskerne især kender fra de populære "Anja & Viktor"-film, er alvorligt syg af livmoderhalskræft.

Det fortæller hendes agent i en kort pressemeddelelse.

- Vi må desværre meddele, at skuespiller Mira Wanting er alvorligt syg af kræft, står der.

- På vegne af Mira og hendes familie, og efter Miras ønske, beder vi i denne tid om forståelse og ro, står der i meddelelsen, hvor det oplyses, at al henvendelse derfor skal foregå til Mia Wantings agent.

Syg i et år

Hun fortæller til Ritzau at Mira Wanting har været syg i et år. Først nu kommer det frem.

- Vi kunne ikke holde det hemmeligt længere, også fordi at Mira ikke kan tage imod jobtilbud på grund af sygdommen, siger Lene Seested fra Panorama Agency.

- Og selvfølgelig har hensynet til hendes børn vejet tungt, siger hun.

Mira Wantings chancer for helbredelse vil hun ikke drøfte.

- Jeg har aftalt med Mira, at vi ikke kommenterer på, hvordan det ser ud, siger hun.

Med i "Klassefesten"

Mira Wanting brød igennem som skuespillerinde i tv-serien "Hvide Løgne", der blev sendt på TV3, men danskerne lærte hende for alvor at kende i rollen som Anjas veninde i "Anja & Viktor"-filmene med Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen i hovedrollerne.

Hendes seneste rolle var i filmen "Klassefesten" med blandt andre Anders W. Berthelsen og Troels Lyby.

Mira Wanting har to døtre, en i teenage-alderen, og en der er to og et halvt år gammel.