Giver rødbeder rød urin?
Brevkasse: Jeg har hørt, at det kun er nogle mennesker, der tisser rødt, når de har spist rødbede. Er det sandt, og hvad skyldes denne forskel? Mvh. Lise Sparre, Nørrebro
Newton har talt med lektor Max Salomonsson ved Biomedicinsk Institut, Københavns Universitet:
»Det er faktisk ikke helt så simpelt, som læseren beskriver. Det har længe været kendt, at urinen kan farves rød, hvis man har spist rødbeder. Det har også længe været velkendt, at det ikke altid er tilfældet.
Tidligere troede man, at forskellen skyldtes genetisk variation, der medførte, at enkelte personer udskilte de røde farvetoffer, betacyaniner, i urinen mens andre ikke gjorde. Den opfattelse er man gået væk fra i dag.
Koncentrationen af betacyaniner i rødbeder varierer meget, afhængigt af typen af rødbeder, vækstplads, og hvordan rødbederne er tilberedt. Nærmere undersøgelser af fænomenet har vist, at flere personer får rødfarvet urin, når de har spist rødbeder, hvor koncentrationen af betacyaniner er høj. Det passer altså ikke, at det kun er genetisk bestemt, om man tisser rødt. Det afhænger blandt andet også af koncentrationen af det røde farvestof.
Betacyaninerne optages i tyktarmen, og på vejen derhen passeres mavesækken. I mavesækken er der et meget surt miljø, og da betacyaninerne er meget følsomme over for surhedsgraden, vil de nedbrydes i mavesækken, hvis ikke passagen gennem mavesækken er hurtig. Både hastigheden, hvormed rødbeden bevæger sig igennem mavesækken, og surhedsgraden i mavesækken afhænger af, hvad og hvor meget man spiser.
Det er faktisk beskrevet, at medicin mod mavesår, der nedsætter syreproduktionen i mavesækken, kan medføre rød urin efter rødbedespisning hos personer, der aldrig tidligere har haft dette. Således varierer det hos den enkelte person fra tid til anden, hvor meget betacyanin, der nedbrydes i mavesækken, og dermed også muligheden for at få rød urin efter at have spist rødbeder.«