Fortsæt til indhold
Musik

Jens Søndergaard får fornem operapris

Den danske baryton Jens Søndergaard er netop udråbt til at modtage Aalborg Operapris 2013.

Jens Søndergaard er en meget alsidig sanger, hvis repertoire spænder fra Händel og barokken og helt frem til de moderne komponister.

Hvert år uddeler Aalborg en operapris på 25.000 kr. til et yngre klassisk sangtalent, der har gjort sig særligt bemærket på de danske scener. 2013-prismodtageren er netop afsløret – det bliver barytonsangeren Jens Søndergaard.

35-årige Jens Søndergaard fik sin sanguddannelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og på Operaakademiet i København. Han debuterede som operasanger i John Frandsens ”Tugt og Utugt” på Århus Sommeropera tilbage i 2002. I 2004 blev han ansat på Das Deutsche Nationaltheater Weimar, hvor han bl.a. sang titelrollen i ”Figaros Bryllup”, Papageno i ”Tryllefløjten” og Døden i V. Ullmann’s opera ”Der Kaiser von Atlantis”.

Fra Händel til Bent Sørensen

Søndergaard er en meget alsidig sanger. Hans repertoire spænder fra Händel og barokken og helt frem til de moderne komponister. Han var med i Händels ”Xerxes”på Den ny Opera og i ”Ariodante” i Weimar, men han har også sunget Bernstein og Bent Lorentzen på Operaen i Midten og Andy Pape på Den Fynske Opera. I den forgangne sæson har han især gjort sig bemærket på Den Fynske Opera, i Anne-Marie Vedsø Olesens og Bo Gunges nyskrevne opera ”Orkestergraven” samt i Monteverdis ”Poppeas Kroning” på Valdemar Slot. I Aalborg er Jens Søndergaard en kær gæst hos Aalborg Symfoniorkester, og publikum kan glæde sig til et meget snarligt gensyn, nemlig allerede den 20. og 21. december, hvor Jens Søndergaard er solist med orkestret i Händels” Messisas”.

Jury vælger talentfuld ung sanger

Jens Søndergaard modtager operaprisen ved en koncert med Aalborg Symfoniorkester den 20 marts 2014. Prisen består af et legat på 25.000 kr., som er skænket af Det Obelske Familiefond, samt en særlig operavase af den nordjyske glaskunstner Anne Flohr.

Modtagerne af Aalborg Operapris udpeges af en jury, bestående af de danske operachefer, et par betydningsfulde kritikere samt musikchefen for Aalborg Symfoniorkester, juryens formand Jan Kvistborg. Deres opgave er at udvælge den mest talentfulde unge sanger på den danske operascene.

”Det er utrolig dejligt at vide, at de danske operachefer har set mig og kan lide det, jeg laver. Aalborg Operapris er et stort skulderklap, og jeg glæder mig til at modtage den,” siger Jens Søndergaard i en pressemeddelelse.

Prisen er blevet uddelt siden 2003, og blandt de tidligere prismodtagere er bl.a. den kongelige mezzosopran, norske Tuva Semmingsen, og den kongelige tenor Peter Lodahl.