Her er verdens største overarm
Verdens største biceps optræder i den nye Guinnes Rekordbog, som også viser at OL i London var rekordstort.
Moustafa Ismail har et stort ønske om blive professionel bodybuilder.
Derfor har den 24-årige egypter, som nu er bosat i Massachusetts, udviklet verdens største bicepsmuskler. Det har Guinness Rekordbog dokumenteret i sin 57. udgave, som netop er sendt i handelen.
Siden sit 10. år har Moustafa Ismail knoklet for at nå sit mål, og det har betydet to timers daglig jernhård vægttræning.
Arme større end et hoved
Resultatet kan få Skipper Skræks ellers pænt store arme - faktisk er det "Popeye's" underarme, som er abnormt store - til at blegne. Ismails enorme overarme måler hele 64,8 centimeter, hvilket - til sammenligning - er en større omkreds end et normalt menneskes hoved.
Til forskel fra tegnefilmfiguren, som ifølge overleveringen fik sine kæmpekræfter fra indtagelse af spinat på dåse, spiser den egyptiske overarms-kæmpe "en anelse" mere protein.
Kolossale kødmængder
Han indtager dagligt omkring halvanden kilo kyllingekød, et halvt kilo oksekød eller fisk og fire kopper mandler, som skylles ned med mange liter vand og tre liter proteindrik, fremgår det af bloggen scallywag.
En anden ny rekord inden for menneskets fysik leveres af den kvindelige professionelle sumobryder Sharran Alexander fra Lodon, der med en vægt på 203,21 kilogram er verdens tungeste kvindelige sportsudøver.
Den nye udgave af rekordbogen har også optaget Jamiacas sprintfænomen Usain Bolt med en række af hans verdensrekorder fra de senere år.
Usain Bolt optaget
Blandt andet er "Lightning" Bolt noteret som den første person, der ved De Olympiske Lege har præsteret tre verdensrekorder: 100 m, 200 m og 4x100 ved legene i Beijing i 2008.
Bolt er også den første person, der samtidig har været verdensmester og olympiske mester på 100 og 200 meter.
Iøvrigt dokumenterer Guinness-rekordbogen, at London-legene i august blev en sand perlerække af rekorder: Se hele den eneorme liste af OL-rekorder her.