Fortsæt til indhold
Erhverv

Hr. Møllers sidste rejse er slut

Kisten med Mærsk Mc-Kinney Møller er ankommet til sit sidste hvilested - Hellerup Kirke.

Den afdøde skibsredder Mærks Mc-Kinney Møllers sidste rejse er slut.

Efter en køretur fra Holmens Kirke i København er kisten ankommet til familiens gravsted i Hellerup, hvor begge hr. Møllers forældre, to af hans søskende og hans hustru ligger begravet.

Og nu altså også hr. Møller, der blev 98 år gammel.

Mindet

Forinden var gået en rejse, der begyndte ved Mærsks hovedkvarter på Esplanaden, videre til mindehøjtidelighed i Holmens Kirke og altså til sidst en køretur til Hellerup og det sidste hvilested.

I Holmens Kirke foregik mindehøjtideligheden for lukkede døre for en række særligt inviterede gæster.

Dørene blev åbnet igen omkring kl. 15.53, og derefter begyndte kirkeklokkerne at ringe.

Først ud af døren kom en kvinde med en krans fra dronninng Margrethe og prinsgemalen.

Derefter fulgte kisten, som stadig var omviklet et dannebrog, og på den lå den elefantorden, som hr. Møller blev tildelt i år 2000.

Kisten blev båret af hr. Møllers mandlige børnebørn og svigersønner blandt andre børnebørnene Robert Uggla og Johan Pedersson Uggla.

Kisten blev placeret i rustvognen, der kørte mod Hellerup Kirke.

Dronningen ankom som den sidste

Godt 50 minutter tidligere, kl. 15.03, var dørene ind til Holmens Kirke i København blevet lukket, så den private del af mindehøjtideligheden kunne begynde.

Dronning Margrethe og prinsgemalen var ankommet til kirken som de sidste.

Udenfor stod adskillige i solen og fulgte hr. Møllers sidste rejse.

Børnebørnene bar kisten

Kisten med hr. Møller ankom til kirken kl. 13.55, og få minutter senere blev den båret ind af blandt andre hans børnebørn.

Mærsk Mc-Kinney Møllers tre døtre så til, da kisten med deres far, der døde den 16. april på Rigshospitalet, blev båret ind.

Døtrene tæller Leise Mærsk Mc-Kinney Møller, Kirsten Mærsk Mc-Kinney Olufsen og Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.

Sidstnævnte har overtaget den magtfulde post som formand i Mærsks ejerfond, og hun kunne blandt andet se sine sønner Robert Uggla og Johan Pedersson Uggla bære kisten.

Et kort stop

Inden ankomsten til kirken havde rustvognen flankeret af to betjente på motorcykler gjort et kort stop ved A.P. Møller-Mærsks hovedkvarter på Esplanaden, hvor både nuværende og tidligere medarbejdere samt andre nysgerrige stod og ventede.

Flaget var på halv ved indkørslen til hovedindgangen, som rustvognen kl. 13.45 som den eneste af bilerne i kortegen kørte op foran.

Inden i den sorte Mercedes lå kisten omviklet Dannebrog. Der var ingen blomster på den. Efter et kort ophold sluttede rustvognen sig atter til resten af følget og fortsatte ad Store Kongensgade og Kongens Nytorv til Holmens Kirke.

Gæster ankommer løbende

Kl. 14 ringede klokkerne i Holmens Kirke, og derefter begyndte gæsterne langsomt at ankomme.

Blandt de første, som mødte op, var erhvervsmanden Jan Leschly, der til DR sagde, at han mindes de mange gode stunder med hr. Møller.

Også tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, tidligere Mærsk-direktør Jess Søderberg, den tidligere statsminister Poul Schlüter og Lars Løkke Rasmussen samt nuværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt, mødte op.

Det samme gjorde kunstneren Per Arnoldi, Jesper Bruun-Rasmussen fra Bruun Rasmussens auktioner og tidligere direktør for Danske Bank Peter Straarup.

Straarup sagde til DR, at han så frem til at sige ordentligt farvel med Mærsk Mc-Kinney Møller.

Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen var også blandt gæsterne og han fik, lige som Helle Thorning-Schmidt, som en af de få lov til at køre helt op foran kirken. Af sikkerhedsmæssige årsager.

Dronningen ankom kl. 15

Kl. 15 kørte dronning Margrethe og prinsgemalen som de sidste så op foran kirken.

Forinden var både kronprinseparret samt prins Joachim og prinsesse Marie ankommet til kirken.

Herefter blev dørene til Holmens Kirke så lukket. Familien havde bedt om en privat begravelse.

Begravelsen

Inde i kirken var det Holmens provst emeritus Claus Harms, der skal stod for ceremonien.

Det var samme præst, som tilbage i 2005 begravede Mærsk Mc-Kinney Møllers hustru, Emma Mc-Kinney Møller.

Begravelsen på Hellerup Kirkegård foregik som ceremonien i kirken under private omstændigheder.