Nyt olieprischok: 2008-rekorden er slået
Rekordhøj pris på råolie truer med at forårsage yderligere skade på økonomien i Europa.
Prisen for en tønde Brent-råolie fra Nordsøen stiger torsdag til 93,63 euro på råvarebørsen i London.
Det er alle tiders højeste prisniveau målt i euro - og dermed også danske kroner - for Brent-olien, der fungerer som altoverskyggende reference-ramme for prisen på olie og olierelaterede produkter i Europa.
Med torsdagens prisstigning overgår råolieprisen i Europa det hidtidige rekordniveau, der blev nået under olieprischokket i juli 2008. Dengang var prisen kortvarigt oppe at toppe i 93,46 euro for en tønde Brent-olie.
Regionalt olieprischok
Den rekordhøje oliepris truer med at forårsage yderligere skade på den økonomiske vækst i euroområdet, siger Amrita Sen, råvareanalytiker ved den britiske storbank Barclays, til Financial Times.
Råvareanalytikeren kalder udviklingen for et regionalt olieprischok.
USA ikke så hårdt ramt
USA er ikke i samme grad ramt af de kraftige olieprisstigninger. I USA er det den såkaldte WTI-olie, der fungerer som primær prisreference, og den er ikke steget i samme omfang som Brent-olien. Torsdag koster en tønde WTI-olie 106,5 dollars.
Målt i dollars, som er den normale valutaangivelse for olie på verdensmarkedet, er Brent-olien heller ikke i nærheden af rekordniveauet fra 2008.
Således koster en tønde Brent-olie torsdag 124 dollars, mens den i 2008 nåede helt op i 147 dollars.
Når olien alligevel er rekorddyr målt i euro, skyldes det, at euroen i mellemtiden er faldet i værdi i forhold til den amerikanske dollar.