Fortsæt til indhold
Livsstil

Talk dirty – og få endnu bedre sex

Hemmeligheden bag bedre sex mellem lagnerne er at fyre op for frække ord, råder sexologer.

Af MARIE-LOUISE TRUELSEN og TINA TOFT, Alt for Damerne

Jeg vil høre dig! Hurtigere! Mere! Helt almindelige ord, ikke sandt? Ikke spor beskidte. Dirty talk er nemlig ikke bare er de ord, du synes er frække, det er også den simple handling at tale til din elskede, mens I har sex, eller som en del af optakten sex.

LÆS OGSÅ: Få et godt sexliv – hele livet

– Det er frækt, og det er grænseoverskridende, for du træder ud af din komfortzone, og når du gør det, mærker du, at du lever. Det giver en sensation i kroppen; blodet suser, du kan blive rød og varm over det hele. Det er en automatisk reaktion, et kick, som opstår, når du sætter dig selv på spil og risikerer noget – samme fysiske reaktion som hvis du f.eks. springer ud fra en flyver med en faldskærm, lyder det fra sexolog og parterapeut Lars Juhl.

Drop den pæne pige

For kvinder kan det dog nogle gange være en større udfordring end for mænd.

– I bund og grund er vi udstyret med det samme ordforråd og den samme anatomi, men mænd har muligvis haft mere øvelse i at tale frækt. Min generation er f.eks. vokset op med at være vant til at se porno og bruge platte og frække ord, så du kan sige, at det ligger lige til højrebenet at fortsætte med dette som voksen. For kvinders vedkommende handler det om, at de skal bryde med et kulturelt ideal om at være den pæne pige, og det kan være svært, forklarer Lars Juhl.

LÆS OGSÅ: 4 hemmeligheder, der giver dig fantastisk sex

Cecilie Lolk Tommerup, sexolog, jordemoder og parterapeut, giver dette råd til kvinder: Sæt ord på dine tanker. Hvis du aldrig har prøvet det før, kan du prøve at øve dig foran spejlet ved at sige nogle ting højt for dig selv

– Hvordan føles det at sige „slik mig”? Og så griner du lidt, for det er jo sjovt, og det skal det også være. Det skal selvfølgelig også være frækt, men det skal først og fremmest være med hjertet. Min erfaring er, at mænd primært tænder på, at kvinder helt enkelt siger, hvad de har lyst til. Og hvis du derudover kan sige „knep mig“ eller „ta’ mig“, så giver det en ekstra dimension, uden at det dog betyder, at vi skal hive hele pornosektoren hjem i familien Danmarks seng!

Lars Juhl understreger, at du som kvinde ikke skal være bange for at give los:

– Mænd tænder på, når kvinder træder ud af rollen som pæn pige – at hun tør vise, at hun har en fræk side. Og jo mere konkret, du evner at være, desto bedre:

– Vær ikke bange for at være direkte. Hvis du omtaler hans pik 80 pct. af tiden, så tænder det ham uden tvivl – mænd er meget enkle og primitive på den måde.

– Hvis det er svært at sige „knep mig“, så begynd med at øve dig i at sige „hvor er det dejligt, når du har hænderne på min numse“ eller „hvor er det rart, at du kigger mig i øjnene, når du kommer“. Der er jo mange ting, som ikke er beskidte, men som er sagt med hjertet, råder Cecilie Lolk Tommerup og fortsætter:

– Noget andet, du kan gøre, er at skrive ned, hvad du synes var rigtigt dejligt, sidst I var sammen. Hvad mærkede du? Hvad gjorde det ved dig? Og prøv så at sige det næste gang. „Jeg bliver simpelthen så våd, når du kysser mig på halsen“. Hvis man som kvinde nævner noget om, hvor våd man bliver, når han gør et eller andet – så er den hjemme! Men jeg skal lige sige, at hvis han bagefter stikker fingeren ned, og der er lige så tørt som knækbrød, så holder det ikke rigtigt!

Man(d) skal være raffineret!

For mænds vedkommende er der dog også udfordringer, understreger Lars Juhl. Manden skal øve sig i at bevæge sig væk fra det platte.

– Kvinden vil have ømhed, nærvær og intimitet. Find på ord og sætninger, der viser dine intentioner, kraft og handling – og meget gerne i bydeform. Det kan f.eks. være: ”Kom her”, ”Læg dig ned”, ”Åbn munden,” ”Tag din kjole af”, ”Jeg vil se dig i soveværelset om to minutter uden tøj” osv. – på den måde bringer du hende ud af hendes komfortzone og samtidig hen i det uvisse og spændende, siger han og fortsætter:

– Du skal også gerne være raffineret og give komplimenter og beskrive, hvad du har lyst til at se eller gøre ved hende – men det skal heller ikke være alt for detaljeret, for så er der ingen magi. Husk, at det også handler om måden, du siger det på – du skal ikke lyde alt for kommanderende; tal med indlevelse.

Dirty talk kan bringe jer tættere sammen

Cecilie Lolk Tommerup mener, at det er sværest at komme i gang med dirty talk, hvis du har været sammen med den samme i årevis uden at sige noget. Det er lettere for hende eller ham, der skal ind i et nyt forhold, og som kan beslutte, at nu skal det være.

– Men er man i det samme forhold, og får man lyst til at prøve ordene lidt af, er det bare med at komme i gang. Man vil formentlig opdage, at den anden tænder lige så meget på det, som man selv gør, og det ville da være sørgeligt, hvis man holdt fast i, at fordi han aldrig siger noget til mig – så siger jeg heller aldrig noget til ham! Kom væk fra det der noget-for-noget! Vi har alle sammen fantasier, og der er rigtig mange, der aldrig får over deres læber, hvad de har lyst til.

– Og det er fordi, det er så sindssygt sårbart. Hvis han synes, at det, du virkelig har lyst til, er dybt godnat, så siger han jo indirekte, at du er dybt godnat. Og af angst for ikke at blive accepteret for det, vi virkelig er og står for, holder vi op med at sige noget. Og går måske rundt i det samme parforhold i 20 år og føler os tomme indeni, fordi vi aldrig nogensinde kommer ud med den, vi virkelig er. Kun når du tør være sårbar og lægge på bordet, hvad du føler og tænker, kan du blive elsket for den, du virkelig er.

Lars Juhl råder både mænd og kvinder til at se det som en mulighed for at lære hinanden endnu bedre at kende.

– Det er en rejse, du tager sammen med din partner. Du træder ud af din komfortzone, men det er vigtigt, at begge partnere er enige om at gøre dette – ellers kan det virke krænkende, siger Lars Juhl og råder jer til at se på dirty talk som et krydderi:

– Hvis sex er hovedretten, så giver dirty talk lidt ekstra smag, men det er ikke noget, der altid behøver at være der. Og husk, at det er noget, der skal være i harmoni med hovedretten, det nytter jo ikke at servere en ret med chili til én, der ikke kan lide det!

LÆS OGSÅ: Hvor ofte har du egentlig sex?