Viel Spass på tysk bade- og jungleferie
Det tyske feriecenter Weissenhäuser Strand ved Østersøen overrasker positivt. Nyt badeland og jungleland er som lakridskonfekt for børn, og opholdet er markant billigere end på tilsvarende danske feriecentre.
Lad os gå direkte til sagen og indlede med prisen. Det er nemlig billigt at holde ferie i Tyskland - overraskende billigt - og hvorhenne i Danmark kan man eksempelvis få en uges ophold på et feriecenter i vinterferien for 3.720 kr. for en familie på fire inklusiv adgang til et splinternyt badeland og et få måneder gammelt jungleland?
Nu er det naturligvis ikke altid kun et spørgsmål om pris, men Jyllands-Postens rejsende familie på fire (to voksne og to drenge på fem og seks år) blev positivt overrasket over faciliteterne på Weissenhäuser Strand ved Østersøens strandkant, som kun er få timers bilkørsel væk for de fleste jyder, fynboer og sjællændere.
Ved ankomsten imponeres man dog ikke over synet af det store Weissenhäuser Strand, der åbnede i 1973. Arkitekturen er naturligt nok ikke tidssvarende, men det er som bekendt det indeni, der tæller, og da alle lejligheder (i forskellige størrelser og prisklasser) er blevet renoveret i løbet af de seneste tre år, fungerer boligerne upåklageligt med funktionelt interiør og hyggelig base, når der skal hviles ud efter - eller mellem - dagens aktiviteter.
Underholdning året rundt
Netop aktiviteter er der nok af, for Weissenhäuser Strand rummer et væld af faciliteter for alle aldersgrupper til både sommer- og vintergæster.
Den største attraktion i Weissenhäuser Strand er uden sammenligning det over 7.000 m +2 store subtropiske badeland, som åbnede den 12. februar 2010. Sammen med et næsten lige så nyt jungleland har ejerne skudt næsten 100 mio. kr. i de nye tiltag.
Det nye badeland er genstand for en forrygende omgang underholdning, og de fleste børn vil elske stedet. En turborutsjebane på 75 meter for de modige, en 214 meter lang ”Aqua Racer” med flotte lyseffekter, en ”wild water-flodbane” med forhindringer, jacuzzis og en badegrotte er nogle af mulighederne for vandhundene.
Det mest anderledes i forhold til mange andre badelande er dog det 400 m +2 store vand-legeland i selve badelandet. Vandlegelandet er det eneste af sin art i Tyskland og blev nærmest angrebet af vores yngste, der brugte timer på at rutsje, skyde med vandkanoner, klatre, dreje på håndtag og pjaske rundt.
Som forældre kunne man være meget tryg ved at lade ungerne tonse rundt på stedet, og så kunne man ellers vælge at løbe i sikkerhed eller blive rigtig våd, når en blå kæmpespand med få minutters mellemrum vippede 1.600 liter vand ud over de badende gæster.
Indiskret omklædning
Et lille aber dabei til badelands-fortællingen er dog omklædningen, der er uhensigtsmæssigt organiseret. Mænd og kvinder klæder i princippet om i samme område, hvor bittesmå båse giver mulighed for at bevare diskretionen. Med stort set fuld belægning i en vinterferie var der heftigt tryk på de små omklædningsrum, og det var relativt irriterende at lede efter ledige rum ud over det tilbagevendende problem med at åbne døren til allerede optagede rum, hvor folk havde glemt at låse. Det problem kunne løses meget nemt ved at lave separate omklædningsafdelinger for henholdsvis mænd og kvinder.
Disney-tematisering
Weissenhäuser Strand fik i 2005 en ny direktør i den 36-årige Töns Haltermann, der havde 10 år som sportsagent på ATP-tennistouren med i bagagen. Hans far havde siddet i direktørstolen på Weissenhäuser Strand siden åbningen i 1973, og den nye chef vil med egne ord forsøge at tematisere nogle af attraktionerne på Weissenhäuser Strand efter Disneyland-forbillede. Det gælder blandt andet junglelandet (Abenteuer Dschungelland), som er et stort aktivitetsområde med jungletema. Klatreklippe, tovbane, legetårn, voliere, guldvaskeri, 4D-piratskydebane, interaktivt musikrum og mange forskellige dyr i terrarier er nogle af ingredienserne, der kan holde dampen oppe på børnene efter en dag ved stranden eller i badelandet.
Junglerestaurant
Gastronomisk er det også i junglelandet, at man finder stedets bedste og i hvert fald mest originale restaurant blandt fem restaurationer på stedet. Junglerestauranten serverer udmærkede saftige bøffer, mens animerede pantere, aber, slanger, giraffer og andre dyr siger lyde og bevæger sig under middagen. Det kan være ret svært at sidde stille på en restaurant, når man er fem og seks år, men det gik fint på junglerestauranten, hvor både lydbilledet og den visuelle oplevelse var helt speciel og gav en masse at snakke om.
Moderate restaurant-priser
Generelt var også priserne på restauranterne på Weissenhäuser Strand ganske rimelige. En lille sodavand koster cirka 13 kr, en stor weissbier-fadøl omkring 30 kr, en pizza fås for 50 kr, og afhængigt af restaurant og tilbehør kan en bøf koste 100 kr. og opefter. Prisniveauet på restauranterne er dermed også med til at holde rejseomkostningerne nede, og så kan man godt leve med, at omgivelserne nogle steder i centret ikke er topmoderne.
En større omgang renoveringsplaner er dog allerede igangsat, så stedet også i fremtiden kan være konkurrencedygtigt med nyere ferieparker. Alle restauranter bliver moderniseret, en ny glasfacade skal bygges, og så skal den udendørs Columbus Park udbygges med nye forlystelser.
I øvrigt har mange danskere allerede fået øjnene op for Weissenhäuser Strand. 20 pct. af det årlige antal gæster er danskere, og det er egentlig ikke overraskende, når man ser på, hvor meget man får for pengene ved at trille et smut over grænsen.
LÆS OGSÅ: Sydlandsk stemning i Sydjylland