Fortsæt til indhold
Erhverv

Pendlere køber pladsbilletter

Pladsbilletter er ikke længere kun relevante for togrejsende på langfart mellem landsdelene.

Stadig flere daglige togpendlere på Sjælland vælger at købe pladsbillet for at være sikre på en siddeplads i myldretids-togene, skriver Dagbladet Ringsted.

De første 25 dage i november solgte DSB cirka 1.000 flere pladsbilletter end måneden før fra Korsør, Slagelse og Sorø. Her kører der IC-tog, som man kan reservere plads i.

"I praksis er det hermed lykkedes DSB at indføre et prisdifferentieret pendlerprodukt, hvor nogle vælger at købe den ekstra ydelse for at være sikre på siddeplads," siger Sorø-pendlernes talsmand, Rasmus Selsmark til Dagbladet Ringsted.

Han konstaterer, at DSB klogeligt ikke reklamerer så meget for muligheden for at arbejde i toget længere. Salgsdirektør Anne-Lise Bach Sørensen, DSB, kæder udviklingen sammen med den ekstraordinære mangel på togvogne, som skyldtes de strandede dobbeltdækkertog på Falster, da Storstrømsbroen var helt lukket.

Det påvirkede også materiel-situationen på Vestbanen, selv om det kun er IC-togene, man kan reservere plads i.