Forskere fanger regnbuens søskende
For første gang nogensinde er det lykkedes meterologer at fange regnbue-firlinger på foto.
Meteorologer og videnskabsfolk har i århundreder skrevet om den tredje og fjerde regnbue, men nu er det endeligt bevist, at de findes derude, skriver BBC.
Regnbuejæger og meterolog Michael Theusner har i det nordlige Tyskland fanget den videnskabelige myte på foto.
Dog skal vejret være overskyet, buerne betragtes gennem en linse, og fotoet skal redigeres digitalt, før man kan ane den fjerde og tredje farvede bro i himlen. De kan nemlig ikke ses med det blotte øje.
En regnbue opstår
Når solens stråler skinner gennem små vanddråber i luften, afbøjes det hvide lys på samme måde, som når det rammer en prisme i en lysekrone.
Og når det kastes tilbage i den retning, hvor det kom fra, brydes lysbølgerne i det hvide lys i forskellige vinkler og bølgelængder, og det oplever det menneskelige øje som farver.
LÆS OGSÅ: Sådan har du aldrig set solen før
Hvis de bliver kastet tilbage i en særlig rækkefølge, opstår lysfænomenet "regnbuen," og når lyset reflekteres i en anden, tredje og fjerde retning fødes tvillinger, trillinger og firlinger.
Den tredje og fjerde bue kan opleves "mod solen" væk fra den anden og tredje bue.
Kun fem registreret i 250 år
Jagten på de usynlige regnbuer startede, da den amerikanske meterolog Raymond Lee besluttede sig for at finde eksempler på fænomenet og derfor gennemgik 250 års videnskabshistorie for at finde beviset.
Han fandt kun fem tilfælde, hvor regnbuerne var blevet spottet, men ingen fysiske beviser, og derfor sendte han en eftersøgning ud, hvor han opfordrede verdens meterologer til at fange buerne på foto.
I maj 2011 blev den tredje regnbue fundet, og nu er fotografiet af den fjerde endelig i hus.
Og selvom man ikke med det blotte øje kan se, at regnbuen har to ekstra søskende, så kan man skue mod himlen i vished om, at de er derude et sted.