Nye botilbud til sindslidende
Socialudvalget i Aarhus Kommune skal behandle en plan om nye botilbud til misbrugere og sindslidende.
For mange sindslidende bliver afvist, når de i dag opsøger Aarhus Kommune for at få hjælp.
Årsagen er typisk pladsmangel på de midlertidige, kommunale forsorgspladser, men det problem vil kommunen nu forsøge at løse ved at omlægge de nuværende tilbud til mennesker med sindslidelser og komplicerede misbrug. I begyndelsen af juli i år ventede 23 borgere på en plads på et socialpsykiatrisk behandlingssted, mens 11 borgere venter på en plads i et bofællesskab for sindslidende.
»Det er utroligt vigtigt, at der ikke bliver en flaskehals, når brugere er parate til at flytte i et bofællesskab frem for et mere indgribende tilbud,« sagde Tatiana Hjorth Sørensen (S), medlem af socialudvalget, på gårsdagens byrådsmøde.
Magistraten for Sociale Forhold og Beskæftigelse konstaterer i sin indstilling, at det nuværende behandlingstilbud Atriumhuset på Gøteborg Allé 8 i Aarhus N skal laves om, så der her i fremtiden vil være færre midlertidige pladser. Til gengæld skal der etableres et nyt bofællesskab for mennesker med sindslidelse i Grøfthøjparken i Viby. Ifølge planen vil der i alt blive etableret yderligere 28 bofællesskabspladser og 8 forsorgspladser.
Bekymrede naboer
Opførelsen af bofællesskabet i Viby har skabt bekymring hos beboere i Grøfthøj-området, men ifølge Tatiana Sørensen er de kommende beboere ikke til fare for omgivelserne.
Omlægningen af tilbuddet til sindslidende betyder også, at de nuværende seks forsorgspladser i Hjortensgade flyttes til Gøteborg Allé. Gøteborg Allé skal have en budgetramme svarende til det forventede i det nuværende Atriumhuset.
Udgifterne til omlægningen ventes dog at stige i de kommende i år i takt med, at Grøfthøjparken får flere pladser. I 2014 ventes driftsbudgettet alene her at blive 8,2 mio. kr., når de 28 pladser er etableret. Omvendt vil kommunen spare penge ved at hjemtage nogle af de 55-60 borgere, der aktuelt har ophold i botilbud uden for kommunen.
Omlægningen skal i 2012 finansieres ved statsrefusion samt af kommunens egne driftsmidler, der er frigjort i forlængelse af et uventet, statsligt tilbud om videreførelse af projekter under Psykiatriaftalen 2007-2010.
Sagen blev i går sendt til behandling i socialudvalget.