Svagere vækst i pengemængden end ventet
Pengemængden, M3, i eurozonen steg mindre end ventet i april.
Stigningen var på 2,0 pct. på årsbasis, oplyser Den Europæiske Centralbank, ECB. Analytikerne havde estimeret en stigning på 2,4 pct. ifølge medianen af estimater, som Bloomberg News havde indsamlet.
Ser man på gennemsnittet for de seneste tre måneder, var væksten i M3 på 2,1 pct. mod markedskonsensus om 2,3 pct.
M3 er betegnelsen for den brede pengemængde i euroområdet, og dækker over alle tilgodehavender i penge, indestående på bankkonti og helt korte værdipapirer. Målet er, at M3 på længere sigt skal vokse i takt med økonomiens produktionspotentiale.
Udviklingen i M3 indgår i ECB-s pengepolitiske overvejelser og dermed rente-vurderinger.