Fortsæt til indhold
Kultur

Liam Neeson taler om konens død

Skuespilleren Liam Neeson mistede for to år siden sin kone i en ski-ulykke. Nu taler han ud om sorgen.

Ritzau

Det har været ufatteligt svært for skuespilleren Liam Neeson at håndtere sorgen, efter han mistede sin kone, skuespillerinden Natasha Richardson i en ski-ulykke for to år siden.

Det fortæller han nu i et interview med magasinet Esquire.

- Jeg tror, jeg overlevede ved at flygte fra det hele. Flygte og arbejde en masse, siger skuespilleren, der stadig den dag i dag - to år efter Natasha Richardsons død - pludselig kan blive ramt af et altoverskyggende savn.

Midt om natten

- Det er det mærkelige ved sorg. Du kan ikke forberede dig på den. Man tror, at man vil græde og komme over det. Man lægger en plan, men den virker ikke, siger han og fortsætter.

- Det rammer dig lige pludselig midt om natten. Det gør det for mig.

- Jeg kan være ude at gå en tur, og egentlig have det fint, og så lige pludselig "Boom". Lige midt i brystet, siger han.

De sidste minutter

I interviewet fortæller Liam Neeson også om de skæbnessvangre minutter, fra han ankom til skadestuen, til han fik at vide, at hans kone ikke havde overlevet.

For en gangs skyld var der ingen, der genkendte skuespilleren, og sygeplejerskerne og vagterne nægtede at lade ham se sin kone.

- For første gang var der ingen, der kunne genkende mig. Ikke sygeplejerskerne, ikke patienterne. Ingen. Jeg er kommet hele vejen derop, og så vil de ikke lade mig se hende. Jeg kigger ned ad gangen og begynder at skubbe til dem, jeg tænker 'fuck jer', det er min kone, der ligger derinde, fortæller han.

Til sidst finder han to sygeplejersker ude foran skadestuen, og den ene genkender ham og lader ham smutte ind ad en bagvej, så han kan komme ind til sin kones stue.

- Der står alle disse læger, der allesammen ligner nogle på 18 år. Og de fortæller mig det værste. Det værste.