Aktier: William Demant sluttede superuge i plus
De danske aktier haltede fredag efter de store udenlandske indeks, men i løbet af eftermiddagen overtog den positive stemning og løftede C20-indekset i plus.
Det endte med en stigning på 0,4 pct. til 469,16. De store europæiske indeks lå med plusser op mod 1,7 pct. De europæiske aktier blev understøttet af den amerikanske jobrapport for marts. I dansk regi leverede Novozymes største C20-stigning.
- Vi har fået stærke nøgletal fra USA med jobrapporten og efterfølgende ISM-indeks, og det understøtter aktierne. Novozymes er hjulpet af bioethanolproduktionstal, mens Danske Bank er i fokus med den irske stresstest. Vestas falder på gevinsthjemtagning trods en lille ordre, vurderede aktierådgiver hos Nordea Jesper Bamberger.
Danske Bank klarede sig fredag fint og fulgte trenden i Europa med stigninger hos bankerne. Det skete efter fremlæggelsen af den irske stresstest torsdag aften. Danske Bank lukkede 2,4 pct. højere i kurs 119,3. Morgan Stanley vurderede, at den irske stresstest af banker var neutral for vurderingen af bankerne KBC, Lloyds, Royal Bank of Scotland og Danske Bank. Morgan Stanley har efter eget udsagn set mere pessimistisk på den europæiske banksektor end konsensus i markedet. Danske Bank driver forretning i Irland med ejerskabet af National Irish Bank.
Vestas faldt sig 2,2 pct. til kurs 223,3. Vestas har fået en ordre fra Kina på 48 megawatt fordelt på 24 styk V80-2.0 MW-møller. Ordregiveren er udvikleren China Lonyuan. Vestas lancerede torsdag planen om en ny gigantmølle på 7 megawatt.
A.P. Møller - Mærsk lukkede 0,4 pct. lavere i kurs 49.280. SEB Enskilda sænkede sin anbefaling på Mærsk-aktien til "hold" fra "køb". Til gengæld indledte Bank of America Merrill Lynch sin dækning af A.P. Møller-Mærsk med anbefalingen "køb".
A.P. Møller - Mærsks havnedivision APM Terminals vandt en kontrakt på opførelsen og driften af dele af Perus største havn Callao. Det skete i konkurrence med Hutchinson, skrev Bloomberg News.
William Demant lukkede 2,0 pct. højere i kurs 464,6. Høreapparatproducenten er dermed steget knap 10 pct. siden nyheden om konkurrenten Sonovas ledelsesproblemer kom frem midt i ugen.
Novozymes endte 3,5 pct. højere i kurs 833,5. Produktionen af bioethanol i USA steg i januar med 12,4 pct. i forhold til samme måned året forinden. Det viser produktionstallene fra de amerikanske myndigheder.
Epn.dk skrev, at Novozymes-chef Benny Loft ser en fordel ved et Dupont-opkøb af Danisco, da det kan løfte hele branchen.
Topdanmark lukkede 0,9 pct. højere i kurs 882. Forsikringsselskabet har fået hævet kursmålet af Behrenberg Bank til 800 fra 670.
SAS steg 5,5 pct. til kurs 19,1. Den norske regering vil sælge sine aktier i SAS, skrev de norske netaviser VG og E24. Erhvervsminister Trond Giske vil ifølge avisernes oplysninger bede om fuldmagt til at sælge den norske andel. Han pointerede dog, at regeringen ikke har travlt med at sælge. Yderligere har Citigroup sænket sit kursmål på flyselskabet til 26 skr. fra 31,5 skr., mens anbefalingen "køb" fastholdes.