Kussomaten gør op med pornokønnet
Kvinder kan benytte kampdagen til at få foreviget deres kønsdele i Kussomaten.
En helt speciel type fotoboks skal på turné i Danmark.
Den hedder Kussomaten og er en hvid træstol med et udskåret hul. Nedenunder er der et kamera og tre lamper, som kaster lys over underlivet.
Kussomaten indvies på kvindernes internationale kampdag tirsdag, hvor den skal stå på Goethe-Instituttets bibliotek i København. Derefter er det tanken, at den flyttes rundt i København, hvor kvinder kan få foreviget deres intime dele - helt anonymt selvfølgelig.
Mere hår og mindre porno
Idéen opstod, da den berømte bog "Kvinde kend din krop" skulle opdateres. Forfatterne mente ikke, at der fandtes ordentlige billeder af kvindelige kønsdele på internettet.
"Alt for mange fotos af de kvindelige kønsorganer, som er tilgængelige på nettet, er pornografiske. Den pornografiske kusse lever op til nogle helt bestemte idealer: Den skal være helt symmetrisk og have ultra-små kønslæber – og så skal den selvfølgelig være hårløs," står der på hjemmesiden kvindekenddinkrop.dk.
Kussomaten er udviklet af en gruppe designstuderende og fonden K. Vinder, og den vil fremover kunne bidrage til et mere nuanceret billede af kvinders kønsorganer.
Sprit af før og efter
"Mange kvinder mener, at de ser forkerte ud i den region, hvis ikke de lever op til pornoidealet. Det vil vi gerne ændre! Vi vil derfor opbygge en samling af billeder, som viser mangfoldigheden af kusser," skriver fonden K. Vinder på hjemmesiden.
For at sikre hygiejnen skal man spritte sædet af, inden man sætter sig på Kussomaten. Det samme skal man huske, efter man er blevet fotograferet.
Kussomaten kan også lejes af caféer eller andre udstillinger.
Feministikon i Den Sorte Diamant
Kampdagen bliver desuden markeret ved et besøg af det feministiske ikon Erica Jong, hvis debutroman, Luft under Vingerne (1973), vakte opsigt med sit frimodige sprog og detaljerede erotik.
Hun taler ved et debatarrangement i Den Sorte Diamant sammen med digter Lone Hørslev, filminstruktør Heidi Maria Faisst og den palæstinensiske perkussionist Simona Abdallah.
DF vil af med kampdagen
Men hvis det stod til Dansk Folkeparti, eksisterede kvindernes kampdag slet ikke. Partiet så hellere en kamp for ligestilling mellem kønnene.
"Jeg har ikke kendskab til et eneste dansk hjem, hvor det er manden, der bestemmer," siger Dansk Folkepartis ligestillingsordfører, Pia Adelsteen.
Partiet vil derfor fremsætte et beslutningsforslag om, at kommuner, regioner og stat ikke mere skal indstille én mand og én kvinde til råd, udvalg og andre offentlige poster. Der skal indstilles den person, som er bedst kvalificeret.
LÆS OGSÅ: DF vil afskaffe kvindernes kampdag
LÆS OGSÅ: Verdens værste sted at være kvinde