Børnevenlige vinterferie-tips i Aarhus
I uge 7 kan store og små børn besøge hele Verden - helt uden at forlade Aarhus.
Det rystede hele Danmark da et efterforskningshold i marts 1908 fandt tre døde danske forskere fra Danmark-ekspeditionen i Lambertland i det nordøstlige Grønland.
De tre mænd var døde af udmattelse efter at have afveget fra den oprindelige rute og måtte slagte og spise deres slædehunde.
Hvorfor det gik så galt for Ludvig Mylius-Erichsens ekspedition til det fjerneste Danmark, kan man i vinterferien høre i huset i Havbogade i Den Gamle By.
I både uge 7 og 8 fortæller ”tante” Ingrid Dal historier fra de danske grønlandsekspeditioner, grønlandske eventyr og åndefortællinger.
»De grønlandske historier er noget mere barske, end dem vi er vant til. Mange af dem handler om sult og andre barske forhold, som man i begyndelsen af 1900-tallet levede under i Grønland. Men jeg fortæller naturligvis forskellige historier afhængigt af de besøgende,« fortæller skuespiller Ingrid Dal fra museet.
Tupilakker i sæbe
I Renæssancegården kan børnene skære tupilakker af sæbe og lave det specielle grønlandske legetøj - ayagakker - og prøve klassisk perlesyning.
»Tupilakkerne har en helt speciel rolle i det grønlandske samfund. De rummede forfædrenes ånder, der kunne påkaldes, når man havde brug for dem,« fortæller Ingrid Dal.
Det specielle Grønlands-tema er i forbindelse med en ny udstilling, der åbner lørdag med grønlandske plakater, og man kan, som så ofte før, også få lov til at lave sine egne bolsjer i Renæssancegården.
Adgang til Den Gamle By er gratis for børn, og mens eventyrfortællingen er gratis, koster det 10 kr. pr. aktivitet i Renæssancegården.
Prøv en burka
Bag en helt almindelig dør i en anden del af Aarhus på Moesgård Museum gemmer sig anderledes oplevelser fra Afghanistan og Bahrain. Her kan man få lov til at prøve en burka, sidde i de lave sofaer og drikke te og spise arabiske kager.
Man kan også bygge en drage som dem i bestselleren ”Drageløberen”, og man kan lave en helt speciel afghansk dukke.
»De afghanske drager er en del af en ældgammel kultur. De bliver f.eks. lavet efter ramadanen. Så skriver man sine håb og ønsker på dragen og kæmper herefter om at skære hinandens drager fri med snoren,« siger Ulrik Høj Johnsen, der er etnograf på museet.
Også museets Unescoskolesamlinger tages frem, så børnene kan røre ved og prøve flere ting fra de to lande.
»Afghanistan er rygsøjlen i den etnografiske samling. Det var her det hele startede. Og fordi dronningen lige har været i Bahrain, tænkte vi, at det kunne være sjovt at tage det fjerne land lidt tættere på danskerne,« siger Ulrik Høj Johnsen.
Værkstedet og den arabiske café er åben hver dag kl. 12-15 fra søndag til søndag i vinterferien.