Jon Fosse: Andvake

Jon Fosse: ANDVAKE

Oversat fra nynorsk af Karsten Sand Iversen

76 sider, 149 kr.

Batzer & Co.

Vi begynder i det små, med skriftsprogets mindste tegn, men ender i det store. Der er ingen punktummer i Jon Fosses fortælling ”Andvake.” Nok er der stort begyndelsesbogstav, hvor de kunne have været, de små adskillere, men de er der ikke.

Som dirrende åndedrag står Fosses rytmisk repeterende prosa i Karsten Sand Iversens indforståede oversættelse fra nynorsk.

Romanens handlinger ligner en velkendt historie om det store i det små: To unge mennesker ankommer til en by, hvor der ikke er plads i herberget. Kolde, våde og forkomne driver de rundt i den fremmede by, og mens de gør det, kommer tiden, hvor hun skal føde. Om det så er hos den stedlige jordemoder, bliver de afvist, men nød bryder alle love, og barnet bliver født inden døre.

Lysende forelskelse

Fosse har lagt sin handling et par hundrede år tilbage og ud på det norske bøhland ved havet. Asle skal være spillemand, kunstner altså, som sin far, Alida hedder kæresten. De er forældreløse, stort set - hendes mor har drevet hende og dem ud, og andre har de ikke.

Nok er der mørkt omkring dem, men deres forelskelse er lysende og skaber liv imellem dem. Udefra ser det ud som den sædvanlige historie om tankeløs sex og uønsket graviditet, men udefra er netop udenfor. De stjæler en båd og ror til den større by.

Hul i handlingen

Der mangler mere end punktummer i fortællingen. Der er et ildevarslende hul i handlingen, et hul, hvor specielt den læser, der er bekendt med Dostojevskij, vil tænke lidt over, hvordan det står med forbrydelse og straf, når nøden er størst. Så af det rene ingenting og sprogets bittesmå tegn og rørelser rejser sig de største og mest vedvarende problemstillinger i menneskers liv og ikke mindst samliv.

Der er noget på en gang pudsigt og imponerende over både Fosse og nynorsk, og der er noget både arkaisk og distinkt moderne over begge dele. Nynorsk er et skriftsprog konstrueret i 1800-tallet af indsamlede dialekter.

Fosses rytmisk træskotrampende genopførsel af en central vestlig myte er også i den danske oversættelse let at distancere sig fra med et fnis, men overgiver man sig, vil hans malende prosa påstemple læseren en moderne erfaring af, at mennesker efter Guds død alene er overladt til hinanden - med det håb og de tragedier, der ligger i dette.