Trissen - en lille stol med stor succes
Designeren Nanna Ditzels stol blev skabt som børnemøbel uden ryg og armlæn.
Nanna Ditzel havde selv børn, da en arkitektkollega i 1962 spurgte hende, om hun kunne tænke sig at tegne møbler til en børnehave. Derfor vidste hun, at børn sjældent sidder ned i mere end et par minutter ad gangen, de rejser sig og står op på stolen, og så vælter den.
Hun var derfor med det samme klar over, at det ikke skulle være en traditionel stol med ryg og armlæn, hun skulle i gang med. I stedet blev det til Trissen, der kan stables og trilles og i øvrigt bruges resten af livet, som Nanna Ditzel selv udtrykte det.
Skabt som børnemøbel
Trissen blev som udgangspunkt produceret som børnemøbel, men var også anvendelig som taburet eller afsætningsbord. Mens Nanna Ditzel arbejdede på sin idé, vidste hun, at de to drejere på Kolds Savværk manglede noget at lave, og det blev afgørende for udformningen.
Trissen var til børn, men det gjorde ikke designindsatsen hverken ringere eller mindre idérig. Trissen er nemlig et møbel, der havde helt nye træk i dets formgivning.
Der skal en kombination af maskin- og hånddrejning til, når en Trisse skal laves, for at opnå de runde og svungne former. Kolds Savværk var de første til at producere Trissen, der oprindeligt blev drejet i oregonpine. Og det kom bag på selv Nanna Ditzel, så populær den blev.
Stor efterspørgsel
»Det er sjovt med den trisse, men der går ikke en dag, uden at nogen ringer og spørger efter den,« sagde hun i et interview i Politiken i 2001. I 2004, da Nanna Ditzel var 81 år, lancerede hun voksenudgaven af Trissen, og året efter, da hun var blevet syg og flyttede ind på hospice, havde hun til sit værelse bestilt et par Trisser i sort og rødt, som Snedkergården i Them netop havde introduceret til en møbeludstilling - som hun i øvrigt styrede fra sygesengen.
Læs også: Oxchair - forud for sin tid