Isolering af tag
Vi skal nu langt om længe efterisolere taget på vores bevaringsværdige hus, som er fra 1911, men vi er i tvivl om, hvad der er bedst: Skal vi vælge at isolere selve tagets skrå flader, eller skal vi isolere i etagen mellem 1. sal og loftsrummet?
På 1. sal er der skråvægge, og vores loftsrum bliver ikke brugt, for vi har masser af plads i hus og kælder til opbevaring. Der ligger i forvejen cirka 10 cm mineraluldsisolering under gulvet oppe på loftet, men det ligger ikke pænt og dækkende, og det er gammelt og krøllet. Har det mon nogen effekt?
Loftsgulvet er af brædder oven på bjælkerne, og vi vil egentlig gerne beholde det pæne, stabile gulv. Selve taget er af træspær med teglsten på. Hvordan gør vi bedst huset varmere på toppen?
Hilsen fra
Martin og Tine
SVAR:
Det lyder, som om I efterspørger en isoleringsløsning, der ikke involverer en omlægning af taget eller en nedrivning af indvendige skråvægge på 1. sal, så besvarelsen tager udgangspunkt i det.
Af hensyn til træet i spærkonstruktion, lægter m.v. i jeres tag vil jeg foreslå, at I satser på en efterisolering af skråvæggene på 1. sal samt af etageadskillelsen mellem 1. sal og loftsrummet. Det vil efterlade størsteparten af den gamle tagkonstruktion uindpakket og dermed ventileret, hvilket mindsker risikoen for fugtskader i træet.
Isolering af skråvæggene på 1. sal kan sandsynligvis gøres ved, at isoleringsbatts skubbes ned mellem spærene oppe fra loftsrummet. Mineralulden skal her være minimum tre-fem cm tyndere end spærene, så den yderste side af spærene ventileres.
Isoleringen af etageadskillelsen på loftet ned mod 1. sal påbegyndes med, at gulvbrædderne tages af. Er brædderne forskellige, kan det være en god idé at nummerere dem først, så de lettere kan monteres, når de igen skal lægges på efter endt isolering.
Den gamle isolering har givetvis en varmebesparende effekt, og den er bedre end ingenting, men kan forbedres meget. Hvis den gamle isolering er slidt og mangelfuld, vil jeg foreslå, at den fjernes helt, og der startes forfra med ny isolering. Sørg for at få gjort ordentligt rent mellem bjælkerne, mens der er mulighed for det. For at få plads til en tykkere isolering, fores der oven på bjælkerne med for eksempel 150 mm højt halvtømmer. Der bliver så sandsynligvis plads til 100 + 150 mm isolering i etageadskillelsen. Højden på loftsgulvet hæves dermed, men eftersom loftsrummet ikke benyttes til for eksempel opbevaring, betyder ståhøjden måske mindre(?).
Til slut lægges gulvbrædderne på igen. Vær generelt opmærksom på, at bygninger, der er udpeget som bevaringsværdige, er undtaget fra bestemmelserne om energiforbedringer i Bygningsreglement 2010's kap. 7.4: ”Ombygning og andre forandringer i bygningen og udskiftning af kedler m.v.”.
Er jeres hus ikke juridisk set udpeget som bevaringsværdigt, skal det derimod leve op til kapitlets krav til varmeisolering af bygningsdele, såfremt arbejderne foretages som led i en ombygning. Under alle omstændigheder er det ideelt at forsøge at opnå såvel god arkitekturbevaring som energiforbedring.
Venlig hilsen
Maja Svane