Død kunstner bæres gennem byen
I syv dage vil omstridt "afdød" kunstner ligge på et offentligt dødsleje i København.
Performancekunstneren Claus Beck-Nielsen erklærede sig død allerede i 2001, hvorefter han dækkede sig ind under betegnelsen Das Beckwerk, som han kaldte sig for værkfører af.
Han har afvist at have noget navn, selv om han har skrevet adskillige bøger siden 2003's "Claus Beck-Nielsen (1963-2001)", hvori navnet blev aflivet.
Men Claus Beck-Nielsens død har tilsyneladende ikke overbevist verden, som stadig henviser til navnet. Derfor skal der nu siges ordentligt farvel med et ritual og en begravelse.
Romersk ritual
Fra torsdag og syv dage frem vil en gipskopi af kunstneren tidligere kendt som Claus Beck-Nielsen ligge til offentlig skue i en nyopført bygning foran Glyptoteket i København.
Det sker under overskriften Funus Imaginarium, som henviser til det særlige begravelseritual, som man brugte i Det Romerske Rige, når man ikke havde den dødes lig, eller når man eksempelvis skulle sige farvel til en kriger, som man forventede ville dø i krig.
En virkelighedstro kopi af den døde blev skabt og lagt på et dødsleje, som både sygeplejere og læger vågede over i syv dage og syv nætter.
100 dages sørgeperiode
Det samme vil ske foran Glyptoteket, og der er adgang for offentligheden fra kl. 11-17 indtil den 7. oktober.
Samtidig med dødslejet og i de efterfølgende 100 dages sørgeperiode fortæller Glyptoteket historien om Das Beckwerks arbejde med identiteten de sidste 10 år.
Funus Imaginarium kulminerer lørdag den 9. oktober, hvor der vil være et ligtog fra Glyptoteket til Assistens Kirkegård på Nørrebro, hvor Claus Beck-Nielsen vil blive begravet.
Ikke helt navnløs
Selv om den omstridte kunstner hævder at være navnløs, har han været tvunget til at tage sig et navn, da de danske myndigheder ikke accepterer personer uden navne.
Således er han registreret under navnet Helge Bille Nielsen. Selv samme Helge Bille Nielsen er blevet stævnet i en sag om identitetstyveri.
Sammen med performancekunstneren Thomas Skade-Rasmussen rejste han i 2003 til Irak under navnet Nielsen og året efter til USA.
Kræver erstatning
Den første rejse dokumenterer Nielsen i bogen "Selvmordsaktionen" (2005), den anden i bogen "Suverænen" (2008).
I sidstnævnte bog går forfatteren meget tæt på den virkelige Thomas Skade-Rasmussen, hvis billede pryder omslaget, og afslører bl.a. hans privatøkonomiske forhold, ligesom Skade-Rasmussen fremstilles som grov og usympatisk.
Thomas Skade-Rasmussen Strøbech kræver erstatning, fordi han mener, at forfatteren er gået for tæt på hans privatliv.