Betinget dom for at køre pige ihjel
16-årig fik fredag sin dom for at køre en 6-årig pige ihjel med en ulovlig knallert.
En 16-årig ung mand fra Herfølge blev fredag ved Retten i Roskilde idømt 30 dages betinget fængsel for uagtsomt manddrab, efter han 13. august sidste år kørte en seks år gammel pige ihjel med sin ulovlige knallert på Holmebækvej i Herfølge, skriver Dagbladet Køge.
Den 16-årige forklarede roligt i retten, at han 13. august sidste år var kørt hen til ungdomsklubben Præsteskovgård i Herfølge på sin knallert, som han ikke var gammel nok til at måtte køre. Her fik en gruppe mennesker ham overtalt til at vise, hvor hurtigt knallerten kunne køre.
Herefter kørte han ad Holmebækvej med en estimeret fart af omkring 70 kilometer i timen. Så fik han øje på den seks år gamle pige, der kom kørende midt på vejen i retning mod ham, ca. 150 meter væk.
For at undgå at kollidere med pigen forsøgte han at trække højre om hende, men hun trak i samme retning som ham.
Fem meter fra hende valgte han at gasse op. Da han nåede op på siden af pigen, havde hun sluppet sit styr, der strejfede knallerten, så cyklen blev revet væk under pigen.
Den lille pige blev efter ulykken overført til Rigshospitalets Traumecenter, hvor hun døde natten til 14. august sidste år efter alvorlige kvæstelser i hovedet.
Anklageren krævede flere måneders ubetinget fængsel på grund af ulykkens karakter, men dommeren valgte en mildere afgørelse. Dommeren lagde i sin afgørelse vægt på, at den 16-årige ikke tidligere har været straffet, og at han er vokset op i gode kår og klarer sig godt i skolen.
Den tiltalte valgte at acceptere dommen.