Længe leve Niels Christian Meyer

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Faktisk havde jeg besluttet mig for ikke at skrive flere ubehageligheder om Bubber. Jeg gjorde det i søndags, og så brød helvede løs. I B.T. kom det så vidt, at de til sidst bad læserne stemme om sagen, og af 14.702 stemte de 55 pct. på Bubber, mens kun 45 pct. stemte på mig. Og det hjalp desværre ikke, da læser nr. 14.703 stemte.

Endnu værre gik det i Ekstra Bladet, hvor det altid humørfyldte læserpanel Nationen! kaldte mig en tøsefornærmet, misundelig tudeprins af en narrehat. Og alt for langhåret og usoigneret. Og det passer jo. Men læserafstemningen gjorde ondt. 39 pct. holdt med Bubber, og kun 19 pct. holdt med mig - mens skræmmende 41 pct. var ligeglade.

Ligeglade? Det er det værste, vi kendte mennesker ved. Men alligevel har jeg svært ved at stikke tuden i Bubber en gang til. Ligesom de andre fantasifigurer Batman og Barbie har også Bubber sin tid, og når den tid er gået, bør de have fred. Og tro mig, Bubbers tid er i den grad gået. Nu burde han have fred.

Modellervoks i festlige farver

Men han nægter ligesom at dø. På tredjedagen efter min klumme stod en mand med navnet Bubber i hvert fald frem og erklærede følgende over for B.T.'s netavis:

»Bubber er altså ikke bare en figur. Det er mig, og det er meget ærligt. Ellers skulle jeg have været skuespiller.«

Jeg kunne se på fotografiet, at det var Niels Christian Meyer, der sagde det. Den 45-årige nordsjællænder, der gemmer sig inden i Bubber. Og jeg faldt tilbage i et mismod, der stak så dybt, at receptionisten på Lucia Lodge i Big Sur så helt bekymret ud. Hvilket hun gjorde, fordi jeg p.t. ferierer i Californien og netop den dag boede på hendes hotel. Ellers havde det været virkelig syret.

Og jeg forsøgte at forklare receptionisten, hvem Bubber var, og hvorfor jeg var så mismodig, men hun så blot sær ud og fastholdt, at ”Bubber” i USA var en slags modellervoks i festlige farver, og på nettet kunne jeg se, at hun havde ret:

Berørt over klumme

»Bubber is non-toxic, leaves no stain or residue and never dries out, so you can play with it over and over. Great for developing fine motor skills,« stod der, og pludselig forstod jeg, hvor de havde fået ideen til normalitets-figur fra. Det grusomme var nu, at figuren tilsyneladende fuldstændig havde taget magten fra Niels Christian Meyer, således at han ikke længere kunne adskille sig selv fra rollen. Lidt ligesom Villy Søvndal eller Finn Nørbygård. Følgelig var denne Bubber-figur også meget berørt over min klumme:

»Han går utroligt tæt på. Det er meget ubehagelige ting, han skriver. Jeg vil aldrig selv skrive noget lignende om andre mennesker,« sagde Bubber til B.T. om mig.

Og det tror jeg på. Det er ligesom hele konceptet i denne Bubber-figur, at den ikke gør noget ubehageligt eller intimiderende. Det chokerende var imidlertid, hvis mennesket inden i figuren ikke er i stand til at adskille virkelighederne længere. For det er jo ikke mennesket, jeg skriver ubehagelige ting om. Det er figuren.

Jeg er overbevist om, at Niels Christian Meyer er et godt, hårdtarbejdende og næstekærligt menneske, der af et godt hjerte gør, hvad han kan for at gøre verden til et bedre sted. Og mere kan man ikke forvente af noget menneske. Men Bubber. Ham kan jeg ikke snuppe.

Og det viste sig, at denne Bubber var endnu mægtigere, end jeg havde forestillet mig. For han fremturede og mente i Ekstra Bladet, at mine ubehageligheder var begyndt for længe siden, da jeg i radioprogrammet De Sorte Spejdere på P3 »udstillede ham som bøsse«.

Fest og ære

»Han har gjort grin med mig igennem årene. Han har bl.a. lavet et radioklip, hvor det lyder, som om jeg og B.S. Christiansen har samleje,« sagde han. Og til det har jeg to ting at bemærke:

For det første er det hverken nogen skam at være bøsse eller at have samleje med B.S. Christiansen. Det første er en fest, og det sidste er en ære. Og for det andet - og det er her, Bubber-figuren skal spidse sine ører - er der forskel på arbejde og privatliv.

Jeg erkender hermed, at jeg længe har været efter Bubber. Og ja, jeg har været med til at gøre grin med hans rolle som jamrende hyledyr i B.S. Christiansens ”På afveje”-programmer. Fordi det er sjovt.

På samme måde som skuespilleren Michel Castenholt i øjeblikket laver fis med mig i Esbjerg Revyen. Fordi det er sjovt, at jeg er så selvfed i fjernsynet og hele tiden siger »øh« og den slags.

Bubber-figur

Og det er også sjovt! Jeg skal stensikkert selv over og se det, hvis jeg når at få billetter, inden der er udsolgt.

Fordi, Bubber-figur, det handler om mit arbejde. Ligesom mine ubehageligheder handler om dit arbejde. Og sådan er reglerne: Når man ønsker at være i medierne, må man finde sig i at blive vurderet. Og ikke alle kan elske én i medierne, Bubber-figur, og det er muligvis ubehageligt, men således er vilkårene.

Noget andet er privatlivet. Og her overskred du, Bubber-figur, en alvorlig grænse, da du absolut skulle lege Se og Hør-journalist og ringede til mig og stak din ækle paparazzi-tud ned i mit privatliv, hvor den ikke hører hjemme. Og jeg er godt klar over, at jeg tilhører en uddøende race, fordi jeg insisterer på at adskille dette privatliv fra mit arbejde. Jeg ved godt, at fremtiden tilhører Paradise Hotel-generationen, hvor alting er ingenting, og intet er hemmeligt. Men sådan er jeg. Når jeg siger nej, så mener jeg nej. Og når andre siger nej, så respekterer jeg deres nej. Jeg kunne end ikke drømme om at stikke tuden i mennesket Niels Christian Meyer.

Pak krokodilletårerne ned

Ham skal du have for dig selv, og jeg ønsker ham alt godt. Men Bubber-figuren hænger mig ud af min hals med hans evindeligt postulerede interesse i verden omkring sig, der udelukkende eksisterer som alibi for endnu en prædiken om den gnidningsløse og alligevel smerteligt frygtsomme eksistens. Det var ikke sandt for 50 år siden, og det er stadig ikke sandt. Men det er en nem historie - og en farlig historie, fordi det skræmmer alle os, der ikke kan være så helvedes normale, at I lader os i fred.

Så glem det, Bubberfigur.

Pak dine krokodilletårer ned til de andre Bubber-rekvisitter, for jeg tror ikke på dem. Og til dig, Niels Christian Meyer: Jeg tror på dig. Og jeg lover hermed, at jeg aldrig vil udstille dit privatliv i medierne mod din vilje. Jeg vil have lov at lave fis med det, du laver på dit arbejde - men resten er dit eget. Og jeg ville være taknemmelig, hvis du kunne respektere mit ønske om det samme.

Det gik jo ikke så godt, sidst jeg bad om det.

For det første er det hverken nogen skam at være bøsse eller at have samleje med B.S. Christiansen. Det første er en fest, og det sidste er en ære.«