Udblik: Den dobbelte hapsdog

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Twindog. End ikke navnet er rimeligt. Den burde hedde Double Dog. Eller bare DD. For den er lummer. Den ligner noget fra hjemmesider, som man burde skamme sig over at besøge, og den hører ikke hjemme i et anstændigt samfund.

Og således er det vel kun logisk, at det er twindog'en, der annoncerer det anstændige samfunds solnedgang. Jeg så den første gang for en uge siden i Ugebladet Sydsjælland, hvor Shell i Præstø havde købt hele toppen af forsiden i anledning af den store nyhed: “Danmarkspremiere”, skreg de hen over et fotografi af en twindog, og nedenunder lokkede prisen: “kun 30,-“.

Og om man så havde detoneret en taktisk atombombe over nærliggende Tappernøje midtby (som om der var forstæder), havde jeg ikke magtet at flytte mine øjne fra fotografiet af de to strittende pølser, der let opadbøjet rejste sig fra hver sit våde hul i samme pølsebrød - det ene hul rødt og det andet hul hvidt, som en slags dæmonisk parodi på det flag, vi alle engang havde til fælles.

Æstetikken underbydes

Og jeg er ikke sart. Jeg har set kalkmalerierne i Smørum Kirke, hvor man lige over alteret og til venstre for selveste Jesus og den hellige nadver har malet en kvinde, som pisker en mand så voldsomt, at han skider ned i hovedet på en anden mand, der står og tisser i en spand. Jeg har set dette, og jeg siger jer: Twindog er værre.

Der er noget uigenkaldeligt over twindog, noget uopretteligt og uerstatteligt og uendelig sørgeligt på én gang. Og det er ikke blot det æstetiske sammenbrud, som dette kødbaserede fødeemne er udtryk for. Selv om det ved grød ville være rigeligt. Det er tillige selve materien. Og det er måske det allerværste: At materien underbyder æstetikken.

Måske er twindog virkelig vor egen sidste nadver. I stedet for brød og vin blev det altså pølse og dressing, der endte med at repræsentere vort legeme og blod, og som sådan er den symbolske dybde ligefrem enorm. Thi pølsen er en spændt tarm med fedt og puds og salt og røg, mens dressingen er sukker og fedt og salt og eddike.

Lækkert at blive narret

Og hvis man indvender, at dette skred allerede skete med den franske hotdog tilbage i 1980'erne eller sågar den almindelige hotdog for en halvt århundrede siden, har man ikke oplevet twindog.

For vel er pølsen som ide og begreb ækel i sin substans. Pølser skabtes i sin tid, fordi man ønskede at skjule noget. Hvis verden eksisterede uden løgn, ville pølser være en utænkt tanke, thi selve pølsens funktion er at narre.

Men tag ikke fejl. Det er lækkert at blive narret, hvis blot det gøres elegant. Og talløse pølsemagere har med glans og udmærkelse skabt mesterværker af animalske biprodukter, der strengt taget ikke burde have haft en chance uden for laboratorierne. Og jeg tilhører heller ikke menigheden, der forsager Den Moderne Pølse.

En ferm illusion

Jeg imponeres dagligt over, at man kan få 63 pct. kæbesnitter til at hænge sammen med 18 pct. vand plus diverse - uden at det sprøjter op ad væggen, når man sætter kniven i kalorius. Det er - i sin egen lille afsporede logik - godt håndværk. Selv den franske hotdog har jeg med forbehold taget til hjertet. Fordi det er umuligt at løbe ned langs Hovedbanegårdens perron 7 på jagt efter IC3-toget mod Fyn og Jylland med en almindelig hotdog i hånden, uden at man mister alle de ristede løg.

Og jeg holder så meget af ristede løg. Og ude på Gunnar Nu Hansens Plads står der om sommeren en pølsevogn, hvor pølsedamen gerne vil putte ristede løg ned i bunden af hullet i den franske hotdog - og derefter ketchup og en lille smule sennep, hvilket tilsammen skaber en ferm illusion af en klassisk hotdog til rejsebrug. Det er moderne. Det er tilpasset. Det er kultur.

Men twindog er for meget. Twindog er skridtet hen over den linje, vi kalder hertil-og-ikke-længere. Twindog er det lillebitte knappenålsprik i den store ballon, vi kalder den vestlige civilisation. Alt, hvad vore forfædre og -mødre har bygget op ved hårdt arbejde og afholdenhed, falder ved twindog'ens tvende kødsværd, og den røde og hvide væske bløder ikke bare fra pølsernes huller - den strømmer tillige fra alle os, der nu henligger på valpladsen som talløse ingredienser i en slags postapokalyptisk 49-kroners buffet for de allestedsnærværende krager og skader.

En hviskende lyd

Og et spørgsmål melder sig: Hvorfor, Shell? Hvorfor? For jeg har tjekket: Det er kun her i dette land, at twindog er sat i søen. Min egen benzinpusher erklærede endda, at twindog var “en total succes”, og jeg har personligt set mennesker købe og fortære den, så det er virkeligt. Danmark er officielt gået ind i den dobbelte hotdogs tidsalder. Og det ryster mig, at medierne i disse dage flyder over med ligegyldigheder som dronningens fødselsdag og askeskyen fra Island, når twindog'ens sejrsbanner samtidig blafrer over Shellhusets døgnkiosk.

Og ja, jeg har selv været der. For tre dage siden kørte jeg ind på en Shell-station et sted i Danmark og købte mig en twindog. Og bagefter lagde jeg posen med min twindog på sædet ved siden af førersædet og kørte ud i en nærliggende skovtykning, hvor jeg havde lagt mærke til en ugenert rasteplads med bænke og borde og skraldespande og først og fremmest fred og ro. Og der holdt en forladt campingvogn med baldrede ruder og piftede dæk, som jeg parkerede i læ af, og så sad jeg dér og så på posen.

Jeg sværger - det var, som om den rørte på sig dernede i sin hvide hule. Som om den strakte sine to halse en lillebitte smule ekstra op af hullerne, og det gav en hviskende lyd, som fik sveden til at springe frem på panden trods april og syv grader i kabinen. Jeg tændte for radioen. Jeg slukkede for radioen. Jeg rullede vinduet ned og rullede det op igen. Jeg tøvede, og jeg pillede en nullermand ud fra mellemrummet mellem kopholderen og gearstangen. Jeg tøvede igen.

Hovederne blev til kroppe

Og så tog jeg posen og holdt den i to fingre, mens jeg yderst forsigtigt skubbede twindog'en frem fra sit skjul. Og da jeg så de to pølsehoveder titte op fra posens kant, vidste jeg, at enden var nær. Hovederne blev til kroppe, og omtrent ved pølsernes skuldre begyndte ketchuppen og den franske dressing at flyde, og så kom brødet. I mit hoved jamrede Bob Dylan: "That long black cloud is coming down".

Og da de to pølser trådte over mine tænders gærde, kom mørket omsider. Nærmere kommer jeg det ikke, men jeg lover Dem: Det er meget mørkt, der er ingen vej tilbage, og jeg længes så frygtelig efter lyset.

Hold Dem for alt i verden fra twindogs! Vor kultur er mere end 30 kroner værd.