Fortsæt til indhold
Kultur

En piges sidste rædselsdage i Berlin

Ansigtet spejler barnlig usikkerhed - men også noget andet. Historien om en lille pige tæt på Hitler er skrevet.

Hendes dybe ofte lidt skræmte blik synes at bekræfte, at pigen Helga havde - om ikke viden om - så dog en stærk fornemmelse af, at verden i bogstaveligste forstand var ved at ramle sammen omkring hende og hendes familie.

Helga opholdt sig sammen med sine søskende og sine forældre i Hitlers førerbunker i Berlin i krigens sidste dage - og dér sluttede hendes liv, da hendes egen mor tvang hende til at knuse en kraftig cyanid-ampul i munden.

Samme grusomme skæbne overgik hendes fem mindre søskende.

Forældrene - Magda og Joseph Goebbels - tog samme aften gift, og for en sikkerheds skyld skød Goebbels sin kone, inden han trykkede sit våben af mod sit eget hoved.

Helgas historie

Pigernes historie har i de store linjer været kendt, men er aldrig fortalt sammenhængende og detaljeret.

Det råder den britiske forfatter og underviser Emma Craigie nu bod på med bogen "Chocolate Cake with Hitler".

Forfatteren har valgt at skrive historien gennem Helgas øjne, og takket været en grundig research er hun i stand til at fortælle historien om Helga, hvis far var Hitlers berygtede propaganda-minister.

LÆS ET uddrag af bogen (pdf-fil)

Goebbels-familien rykkede ind i førerbunkeren den 22. april 1945 - to dage efter Hitlers sidste fødselsdag - og Helga oplevede her nazi-regimets totale sammenbrud meget tæt på Adolf Hitler.

Allerede inden da var Helga blevet fremstillet som Hitlers yndling, og der findes flere billeder af hende og Hitler sammen.

Hvor tæt var de?

Om de virkelig var tæt på hinanden, eller om det i virkeligheden var et billede, der var skabt af propagandaministeren, er uklart, men sikkert er det, at Goebbels også tidligere havde brugt sine børn i propagandaen.

I en kronik i den britiske avis The Telegraph fortæller forfatteren og historikeren Emma Craigie, at det var den 12-årige Helgas ensomhed, der trak hende ind i historien, og at hun fandt nøglen til den i en dagbog skrevet af Kathe Hubner, der var barnepige for Goebbels-familien i de sidste to år.

En ærefuld afslutning

Mens andre ledende nazister sendte deres børn væk, besluttede Magda Goebbels, at hun og børnene måtte følge manden i hvad hun kaldte den "eneste mulige og mest ærefulde afslutning."

I børnenes sidste dage var børnene overladt til en af Hitlers sekretærer, Traudl Junge. Hun overlevede krigen og har tidligere fortalte, at børnene virkede glade og uvidende om, hvad der skete omkring dem.

Kun Helga virkede ind imellem som om, hun var klar over, hvad der skete og hvad der var i vente.

"Jeg var rystet ved tanken om denne unge pige, der fornemmede den farlige situation, fornemmede uærligheden og utroværdigheden hos sine forældre og andre voksne. Fornemmelser hun ikke kunne dele med sine yngre søskende", skriver forfatteren i den britiske avis.

Mange kilder

Emma Craigie satte sig for at fortælle hele pigens historie og støttede sig også til blandt andet Goebbels' efterladte dagbøger. Men den bedste kilde til blotlægning af Helgas gribende historie fandt hun i barnepigen Kathe Hubners erindringer "Die Kinder das Reichministers", der gav et godt billede af Goebbels-familien under krigen.

Også Hubner fæstner sig ved, at Helga ingen trøst fandt i morens konstante forsikringer om, at Hitler ville vinde krigen. Barnepigen synes at afvise det almene billede af, at Helga skulle være Hitlers foretrukne.

Hun slår det hen og antyder, at det er noget journalisterne har fundet på og skriver direkte, at Hitler var rar og imødekommende over for alle børnene.

Drak chokolade med Hitler

I de 10 sidste dage i førerbunkeren i Berlin drak børneflokken dagligt varm chokolade med Hitler, der opmærksomt lyttede på, hvad de havde at fortælle.

Familien Goebbels udslettede sig selv under dramatiske forhold om aftenen den 1. maj 1945.

Magda Goebbels fik en militærtandlæge til at give børnene en morfin-indsprøjtning, da de var kommet i seng. Hun bad ham hjælpe hende med at anbringe en cyanidampul i børnenes mund og knuse den, men det nægtede han. Hjælp til dette fik hun i stedet af en af Hitlers læger, Ludwig Stumpfegger.

Filmen "Der Untergang"

Den dramatiske hændelse er iøvrigt gengivet i "Der Untergang" - Oliver Hirschbiegel film om Hitlers sidste dage i Berlin.

Hitlers sekretær Traudl Junge , der tog sig af Goebbels-børnene de sidste dage, medvirker i øvrigt også selv i filmen, der vakte stor opsigt, da den fik premiere i 2004. To år efter Traudl Junges død.

Efter børnenes død forlod Joseph og Magda Goebbels bunkeren, og i rigskancelliets have tog hun en cyanidampul, hvorefter manden skød hende, inden han tog sit eget liv.

Da de første russiske soldater trængte ind i førerbunkeren to dage senere, mødte der dem et grusomt syn i et af rummene: Seks døde børn, der lå i deres senge.

Helga kæmpede imod

De fem så ud som om de sov fredfyldte, men ikke Helga.

Hendes ansigt var hævet og forslået, og en senere obduktion konkluderede, at hun havde gjort voldsom modstand, da hendes mor og lægen havde tvunget giftampullen ind mellem hendes tænder.

"Til allersidst havde dette magtesløse isolerede barn genfundet sin modstandsvilje", skriver forfatteren Emma Craigie.

Du kan blandt andet købe bogen her.