Venstre-medarbejder fratræder
Omstridt medarbejder hos Venstre forlader nu sit job efter sine usædvanlige skriverier på facebook.
For mindre end en uge siden skrev Venstres kommunikationskonsulent Ditte Okman om en ansat i Folketinget, at hun var "fucked up medicineret psykisk syg" og "helt hæmningsløst hælder ud af sit triste lorteliv".
I går kom det frem, at hun bl.a. også har skrevet om et overfald på TV2-journalist Niels Brinch, at hun også ville have "smasket Niels Brinch en på krydderen, hvii han ikke ville forlade min fest."
Det udløste en undskyldning fra Venstre, og søndag aften kom så den endegyldige konsekvens: Ditte Okman forlader sin stilling i Venstre, oplyser partiet til TV2.
"Ditte har valgt at forlade sin stilling i Venstre for ikke at ligge partiet eller andre til last, og derfor har vi indgået en frivillig aftrædelsesaftale med Ditte," siger partiets kommunikationschef Søs Marie Serup.
Krav om fyring
Om det er Okman selv eller partitoppen, der har taget initiativ til at afbryde samarbejdet, fremgår ikke klart. Men er det partitoppen, der har taget affære, vil det glæde mange af jp.dk's læsere. De har det seneste i døgn i stort tal krævet medarbejderen fyret.
"Det kan ikke gå for hurtigt, selvfølgelig skal et hvilket som helst parti i Folketinget fyre en medarbejder, som er åbenlyst ondskabsfuld og med en så ringe moral. Hvis ikke kan det ikke undgå at falde tilbage på det pågældende parti," mener f.eks. F. Berger fra Vanløse, og Magda Glavind fra Lystrup er helt enig:
"Der er kun et at gøre. Denne uprofessionelle person har intet er at gøre i den stilling, hun er i."
Liderlig og svinsk
Udover Niels Brinch og den ansatte på Christansborg har også andre fremtrædende personer været spiddet af Ditte Okmans spidse pen. Blandt andet har hun skrevet, at Københavns overborgmester Frank Jensen altid "ser liderlig ud på den virkelig klamme måde," ligesom hun mener, at regionsborgmester Vibeke Storm Rasmussen (S) "ser fed, rig og svinsk ud."
LÆS OGSÅ: JP's læsere: Fyr V-medarbejder