Fortsæt til indhold
Erhverv

Byggematadors hus er en stinkende brandfælde

Flexplan-Olsens tvangsramte landsted er en ulovligt bygget brandfælde og stinker af kloak.

Fredag blev det i Statstidende bekendtgjort, at den krakkede ejendomsudvikler Jørgen "Flexplan" Olsens privatbolig nu skal sælges på tvangsauktion med et samlet kreditorkrav på mere end 28 mio. kr.

Men spørgsmålet er, om det overhovedet bliver muligt at sælge ejendommen, som er beliggende på Stavnsholt Gydevej 70 i Birkerød.

For ifølge salgsopstillingen i forbindelse med tvangsauktionen er der en lang række problemer med landstedet.

Ulovligt opført hovedhus

Ægteparret Jørgen og Alice Olsen opførte i 1997 hovedhuset på ejendommen, som derudover består af tre ramponerede gårdlænger fra 1827.

Men der foreligger ingen bygningsattest, og der er aldrig indsendt det krævede materiale. Heller ikke de lovformelige statiske beregninger for hverken tagkonstruktionen eller byggeriet som helhed er blevet udfærdiget.

Derudover er et carportanlæg, en 100 kvadratmeter stor tilbygning til hovedhuset og flere andre udbygninger på hovedhuset ulovligt opført uden byggetilladelse.

Stærk lugt af kloak

Men endnu værre er det formentlig, at hele kloakeringssystemet både er ulovligt - og derfor skal udskiftes - og desuden sprunget læk, hvilket har forårsaget en "meget stærk lugt af kloak" på matriklen.

Alene kloak-lækken, som det trods store anstrengelser ikke er lykkedes at finde kilden til, vil efter alt at dømme komme til at koste dyrt for en eventuel fremtidig ejer.

"Det kan indebære, at der skal opgraves store mængder jord omkring hovedhuset, ligesom der er risiko for, at man skal ind under husets kældergulv, hvor kloakken ligger. Omkostninger til en sådan operation er svære at skønne, men overstiger sikkert en halv million kroner," fremgår det af salgsopstillingen.

Brandfælde

Men problemerne stopper langtfra her.

Det konstateres videre, at varmeslangesystemet i stuegulvet er utæt, og at anlægget derfor taber vand. Det er dog ikke lykkedes at lokalisere udsivningsstedet.

Og et groft tilfælde af byggesjusk betyder, at Flexplan-ejendommen er en sand brandfælde.

"I forbindelse med en reparation af huset i loft og tag har vi konstateret, at tømrerentreprenøren i sin tid har snydt, således at der er steder af større omfang i huset, hvor cedertræslofterne ikke har den nødvendige gipsopbygning, der er krævet som brandsikring," står der at læse i salgsopstillingen, som konkluderer, at "omfanget er ukendt".

Roskilde Bank-kunde

Jørgen "Flexplan" Olsen var blandt de største kunder, da Roskilde Bank i sommeren 2008 krakkede.

Kort tid efter overgik den samme skæbne flere af Jørgen "Flexplan" Olsens ejendomsudviklingsselskaber, herunder blandt andet O2 Holding A/S, som angiveligt skulle have haft en låneramme i Roskilde Bank på 770 mio. kr.

Væltede Kronebanken i 1984

Det er ikke kun Roskilde Bank, der har slået sig på forretninger med Jørgen "Flexplan" Olsen.

I 1984 kostede det Kronebanken livet, at den havde ydet lån og garantier for samlet 600 mio. kr. til Flexplan Gruppen, som var stiftet og drevet af Jørgen "Flexplan" Olsen - deraf hans "mellemnavn".

Da Flexplan Gruppen i 1984 gik på røven med et underskud på 1,3 mia. kr. efter forfejlede investeringer i fremfor alt udenlandske ejendomsprojekter, rev det tæppet væk under Kronebanken.

Kun i kraft af en storstilet redningsaktion orkestreret af Nationalbanken og med deltagelse af de tre på det tidspunkt danske storbanker, Den Danske Bank, Handelsbanken og Privatbanken, lykkedes det at redde indskydernes penge.

LÆS OGSÅ: Krakket byggematador ryger på tvang