Fortsæt til indhold
Biler

4x4 falder voldsomt i pris

De danske priser på firehjulstrækkere er styrtdykket. Det er der flere årsager til.

På bare et halvt år er nogle firehjulstrækkere faldet med mere end 20 pct. i værdi. Det har således aldrig været mere fordelagtigt at være bilkøber på jagt efter en nyere brugt firehjulstrækker, og det gælder, uanset om bilen er på gule eller hvide plader.

Ikke alene er de firehjulstrukne og ofte temmeligt forslugne biler hårdt ramt af dårligt image på grund af klima-debatten. Også finanskrisen har på mere end én måde rystet markedet for de store biler.

En særlig opgørelse fra bilsalgsportalen Bilbasen.dk viser, at brugtpriserne på udvalgte firehjulstrækkere siden sommeren 2009 er tordnet ned i nærmest uhørt tempo i et brugtbil-marked, som ellers værdimæssigt omtrent ligger neutralt.

Det værste eksempel er VW's store satsning på luksus-firehjulstrækkeren VW Touareg, som gennemsnitligt er faldet med 25 pct. på gule plader. Det betyder, at man i dag kan få et eksemplar på gule plader med moms for mindre end 150.000 kr. - selv med et rimeligt kilometertal.

Men også den mere miljø- og familievenlige Suzuki Grand Vitara på hvide plader er faldet dramatisk i pris med 16 pct. på seks måneder.

Ekstremt fald

Der er tale om et ekstremt højt prisfald på de engang så trendy bilmodeller, bekræfter adm. direktør for Bilbasen.dk Kenneth Andersen:

»Der er virkelig gode køb at gøre lige nu, hvis du er på udkig efter en brugt firehjulstrækker. Priserne er faldet markant for den type biler på både gule og hvide plader.«

Ifølge Bilbasen.dk står firehjulstrækkere i gennemsnit omkring et halvt år hos forhandlerne, før de bliver solgt. Til sammenligning er en lille brændstoføkonomisk bil i gennemsnit 23 dage om at blive solgt, mens gennemsnittet for hele markedet er 55 dage. Og antallet af firehjulstrækkere til salg er vokset fra 1.500 til 1.800 det sidste halve år.

Selvom prisfaldene er taget til i 2009, begyndte nedturen for de engang så populære firehjulstrækkere allerede i marts 2007, da regeringen gennemførte en reform, som gjorde det langt mindre fordelagtigt at købe en stor bil på gule plader.

»Årsagen til prisfaldet er den faldende efterspørgsel på firehjulstrækkere, og det betyder lange liggetider. Derfor sætter forhandlerne priserne ned i håb om at gøre bilerne attraktive. Husk på, at det er i tider som nu, at der virkelig er gode køb at gøre,« forklarer Kenneth Andersen.

Stop fra Rusland

Finanskrisen har yderligere presset priserne, og det er der flere årsager til, siger chefanalytiker Niels Grøftehauge fra Bilpriser.dk. Tidligere aftog det russiske marked f. eks. en del af de brugte firehjulstrækkere især dem med benzinmotorer. Men den eksport er gået mere eller mindre i stå:

»Lige nu er det russiske marked helt på hælene på grund af krisen. Det er en væsentlig grund til, at priserne er faldet så meget, som de er. Man kan håbe på, at det marked rejser sig igen, og det er der vel større chance for, end at priserne falder yderligere.«

Også herhjemme er de tidligere meget 4x4-glade kunder gået kolde, og det er ikke kun velhaverne, der har fundet ud af, at de store biler er gået af mode. Ifølge Niels Grøftehauge gælder det også de erhvervsgrupper, som har interesse i en bil, der kan forcere lidt mere end et fartbump:

»Bygmestre, entreprenører og landmænd er enten under pres, ude af markedet, eller også skal de have lov af deres bank. Så der er kun en meget lille gruppe tilbage, som er i stand til at købe de her biler.«

God i sneen

Resultatet er derfor en unik situation for de danskere, som gerne vil have en stærk bil til f.eks. at trække en campingvogn eller hestetrailer. De kan nemlig få et rigtig fint køretøj til gode penge, forklarer bilteknisk redaktør Søren W. Rasmussen fra FDM:

»Bilerne har jo en fremkommelighed, som er fantastisk i en vinter som denne. Med de rigtige dæk kører en firehjulstrækker tværs igennem enhver snedrive. De, som virkelig har behov for sådan en bil som trækkraft, har nu mulighed for at få en nyere model af slagsen til samme pris.«

Er man afhængig af at sælge sin egen firehjulstrækker først, kan en mulighed være at prøve at finde en privat køber til den.

»Mange bilforhandlere vil være tilbageholdende med at tage sådan en bil i bytte. Derfor kan man hente en del på at sælge bilen privat. Her gælder det om, at eventuelle fejl er rettet, inden man går i gang, og det skal man have dokumentation for. Og så skal man selvfølgelig gøre opmærksom på, hvad bilen må trække, det betyder meget for denne type købere,« forklarer Søren W. Rasmussen.

Grafik: Se priseksempler på billige firehjulstrækkere