Resterne af Hitler blev brændt af KGB
En KGB-chef gav ordre til at grave Adolf Hitler op, brænde ham og kaste de sidste jordiske rester ud i en flod.
Den hemmelige mission foregik i 1970, hvor KGB-agenter gravede Adolf Hitlers jordiske rester op, brændte dem og smed dem i den østtyske flod Biederitz.
Det viser dokumenter fra den russiske efterretningstjeneste, FSB, som det russiske nyhedsbureau Interfax har set, skriver CNN.
Dokumenterne redegør for, hvordan den tidligere KGB-chef Yuri Andropov beordrede agenter til at udføre den hemmelige mission.
Det var både rester af Adolf Hitler, hans kone, Eva Braun, nazi-propaganda-chefen Joseph Goebbels samt hele Goebbels' familie, der blev gravet op. Her havde ligene været begravet siden den 21. februar 1946 i Magdeburg i Østtyskland.
Grunden til den bizarre destruktion af top-nazisterne var en frygt for at gravstederne ville blive et samlingssted for nazi-sympatisører senere hen.
Tvivl om ægtheden
"Resterne blev brændt på et bål uden for byen Shoenebeck, 11 kilometer fra Magdeburg. Herefter blev asken samlet op og smidt i floden Biederitz," sagde chefarkivar Vasily Khristoforov til Interfax.
Ligresterne er blevet flyttet flere gange siden 1945 af frygt for, at gravene ville bliver opdaget.
Det var først efter Sovjetunionens fald, at det kom frem, at Hitlers kranie blev gemt et sted i Rusland. Den russiske efterretningstjeneste hævder, at det er 'det originale' kranie, og at der ikke findes fragmenter af nazi-lederen andre steder i verden, skriver CNN
Forskere fra USA har sået tvivl om ægtheden af kraniet, men det afviser Vasily Khristoforov blankt. Forskerne, som undersøgte kraniet i foråret, mener, at der er tale om kvinde under 40 år. Men russerne holder fast i, at de har Hitlers jordiske rester.
LÆS OGSÅ: Striden om Hitler-knogler fortsætter