Sex sælger produktet
Et dansk firma er nærmest blevet afhængig af bryster, der har givet 18 mio. kr. i kassen.
En meget direkte og sexet markedsføring har gjort Cult til den største spiller på markedet for energidrik tilsat alkohol.
”Det har haft en kæmpe effekt. I dag har vi 66 procent af markedet,” siger Brian Sørensen, indehaver og direktør i Cult, til JPtv.
Cult lancerede i 2003 produktet Cult Shaker. En energidrik tilsat alkohol. Bag lanceringen fulgte en meget sexet og opsigtsvækkende kampagne. Et billede med en nøgen kvinde med en Cult Shaker i hånden vakte stor opsigt.
Stort overskud
I dag er der solgt 45 millioner flasker. Overskuddet for 2009 ligger på omkring 18 millioner kroner.
”Vores markedsføring har jo gjort, at vores produkter er blevet kendte. Det kendskab har gjort, at kunderne drikker vores produkter,” fortæller Brian Sørensen.
Sex har en beviselig effekt
Men hvorfor har sex så stor en effekt? Ekspert i markedsføring fra Handelshøjskolen i København, Flemming Hansen, nævner især opmærksomhedseffekten som en væsentlig ting.
”Man kan ved studier påvise af hjernes reaktioner, at sex har en effekt og giver udslag på de målinger af hjernes processorer,” forklarer han.
Sex kan have en dårlig effekt
Men nu skal en direktør ikke bare tro, at sex er den stensikre reklame-vej til millionerne. Det kan give bagslag.
Det oplevede den jyske undertøjsvirksomhed, JBS, i 2007. Fire billeder af letpåklædte damer i forskellige uniformer, herunder en sygeplejerskeuniform, fik danske sygeplejersker til at gå på gaden og demonstrere.
JBS stoppede kampagnen en måned før planlagt.
”Du kan i princippet sælge alt, men hvis det bliver overgjort, kan det skabe negative reaktioner. Derved kan den negative omtale modveje den positive effekt, som sex har,” fortæller Flemming Hansen, ekspert i markedsføring fra Handelshøjskolen i København.
Vi tænker på sex 24 timer i døgnet
Men brugt korrekt er sex er godt virkemiddel i reklamer. Det hænger i følge en reklamedirektør sammen med, at mennesker har sex på hjernen.
”Det er noget, vi har i os, og det er noget, som de fleste tænker på 24 timer i døgnet. Sex er en af de største drivere i alt det, vi foretager os," fortæller Jacob Hastedt, direktør i reklamebureauet Bates Y&R.
Og med Cults tidligere, nuværende og fremtidige reklamer skal firmaet nok sørge for, at danskerne ikke slipper for sex i reklameverdenen foreløbigt.