C-strengen udfordrer g-strengen
Den nye "c-streng-trusse" helt uden stropper kan blive en julesællert. Men laserskårede trusser hitter også. Se billeder og video.
Er du som kvinde træt af trussekanten kan ses under tøjet, når du går med tætsidende bukser? Eller synes du, at g-strengen er ubehagelig at have på? Så er løsningen for dig måske den nye opfindelse - nemlig trussen c-string.
C-string er en trusse uden nogen egentlige trussekanter eller strenge, men i stedet har den en fjeder, der holder den oppe. Trussen kan bruges enten som undertøj eller badetøj, hvis man er træt af de hvide streger der kan komme ved solbadning.
C-string-trussen koster 229 kr og kan blandt andet købes på den danske hjemmeside www.ystring.dk , der har taget et begrænset parti hjem for at prøve at idéen. Trussen fås i en blondeudgave i rød, hvid eller sort i størrelse small eller medium.
Bliver ikke en succes i Danmark
De danske kvinder er en smule konservative, når det gælder valg af undertøj. Det fortæller Rikke Glad Kirstein, der er PR-ansvarlig hos Triumph Lingerie. Hendes umiddelbare reaktion på et billede af C-string-trussen er:
"Den ser ikke særlig behagelig ud. Jeg tror ikke, at den her trusse bliver udbredt herhjemme - vi har i hvert fald ikke tænkt os at introducere den," siger hun.
Rikke Glad Kirstein fortæller, at hipsters-trussen med laserkårne kanter er meget populær blandt danske kvinder i øjeblikket. Faktisk har hipsters-trussen overhalet g-strengs-trussen hvad angår salg, siger hun.
"Trusselinien er irriterende, men når stoffet er laserskåret, er der ingen syninger. Det giver den samme effekt - at man ikke kan se trussen under for eksempel en stram kjole," siger hun.
Læs også: Undertøjsfirma gik over stregen