Klumme: Kalenderstyring

Den ene udgave (min udgave) er sådan her: Det var noget med en middag, der skulle laves, til gæster som VI havde inviteret, men som jeg så endte med at stå og bruge en halv dag i køkkenet på. Den anden udgave er denne her (hans udgave): Jeg havde glemt at tale med min mand om, at det faktisk passede mig bedst at lave maden om formiddagen, så jeg kunne få arbejdsro om eftermiddagen. Formiddagen brugte min mand på at arbejde, så da han kom ud i køkkenet for lige at hente en kop kaffe – mødte han mig: Dragen, Emhætten, som var rimeligt martyragtigt fornærmet over at stå der helt alene og snitte. Jeg var meget fornærmet. På martyrmåden. Desværre er det nok min mands udgave, der er tættest på sandheden (Pis).

Men jeg blev god igen, fordi vi fik talt om det. Men situationen er ganske symptomatisk: Lige for tiden lever vi to meget forskellige og meget mærkelige liv: Jeg er sådan halvvejs freelancer, min mand er sådan halvvejs kunstner, jeg arbejder i hverdagene, han i weekenderne. Det skal så på en eller anden måde krølles sammen omkring et afslappet, stressfrit og genopladende familieliv, hvor vi alle tre: Min mand, Elias og jeg – er sammen. Sammen. Stressfrit. Roligt. Til gensidig glæde. Helst vildt spontant, når der er brug for det. Og dét kræver planlægning! Vi planlægger og planlægger og planlægger, så der lige om lidt vokser en filofax ud af næsen på mig. Vi planlægger at planlægge hver søndag. Om aftenen. Når Elias er lagt: Så sidder vi der med alle vores kalendre, papirstumper, mobiltelefoner, så aftaler der er tikket ind på sms-en ikke bliver glemt, og den helt store familiekalender fra væggen, hvor vi hver har en kolonne. Og vi er kun tre! Tænk, at der findes familier med tre-fire store børn, med hver deres høje aktivitetesniveau, som skal koordineres også! Det må kræve en mastergrad i kalenderstyring.

Vi planlægger sådan, at der (for det meste) ikke er nogen der arbejder, taler i telefon, eller står på en scene fra 17-20. Der har vi total superspontan tid med hinanden. Alle tre. Vi prøver at regne det sådan ud, at Elias bliver hentet i god tid, så der er ro til at fodre de ænder, der skal fodres, klappe af de biler, der fortjener det, og hoppe i de vandpytter, der indbyder til det på vejen hjem. Det fedeste er at være den, der henter Elias. Nitten er at være den, der går i Netto. Vi prøver at øve os i at have faste rammer, så der er ro til at nyde at være sammen. Vi prøver virkelig. Vi har bare så svært ved det. I virkeligheden er det faktisk det liv, som Johan og jeg ønsker os allermest, vi er i gang med lige nu, og vi husker at minde hinanden om at være taknemmelige. Men hvordan er det lige, at man får det til at hænge sammen, når alt skal planlægges? Jeg har en veninde, som arbejder otte til fire hver dag. Det gør hendes mand også. De er sammen i weekenderne – og alligevel har de det på præcis samme måde som os: Alt skal planlægges.

Er det mon bare børnefamilielivet, der kræver af os, at vi er superkontrollerede, kalendertyper? Eller er det noget med, at vi / jeg er så bange for at der skal ske noget, der er uden for min kontrol, så jeg mister fem kostbare minutter med mit barn? For mit vedkommende er det nok det sidste. Når alt kommer til alt, prøver jeg at få en del umulige størrelser til at gå op – og sådan er det for alle børnefamilier, tror jeg. Jeg bliver så imponeret hver gang, at jeg hører om kvinder og mænd, der har taget konsekvensen, og nu lever et liv, hvor der er mere plads til børnene. Men hvordan bliver der så plads til dem selv? Hvordan slipper jeg af med min lyst til at gøre ting alene – uden Elias, min lyst til at arbejde, være sammen med voksne, og til at koncentrere mig om det? Hvor lægger man den lyst henne? Bare et par måneder? Jeg har ikke lyst til miste den del af mig selv, men ind i mellem bliver jeg også vanvittig af al den planlægning. For det er tosset – det er det faktisk: At skulle planlægge og kalenderstyre, så man får tid og ro til at være sammen med dem, som man elsker allerhøjest, uden at komme til at vrisse på grund af manglende planlægning, ro og overblik.