Fisker fangede overraskelse på 195 kilo
En kæmpe-haj lå i nettet blandt industrifisk tirsdag nær Hvide Sande. Og det er ikke den eneste haj, der er landet i danske farvande i denne uge.
Rævehajen har normalt ry for at bedøve sit bytte med voldsomme slag. Ifølge bt.dk blev der imidlertid ikke set noget til den mekanisme tirsdag, da en sådan haj lå i Niels Henrik Bøndergaards net 60 sømil sydvest for Hvide Sande.
”Efter vi havde fået den hevet om bord, fik vi med en krog rykket den op i taljen. Den var jo ikke til at bakse rundt med. Derefter kom den på is. Den var allerede død, da vi trak den op,” fortæller fiskeren.
Fisken vejede hele 195 kilo og var 4,6 meter lang, men det vækkede ikke meget rædsel hos Niels Henrik Bøndergaard. Han sørgede i stedet for at få fisken solgt i en fart for 36 kroner kiloet.
Det betød, at han selv tjente en net sum af 6.200 kroner for den ikke helt almindelige fangst.
Grønlandshaj ved Anholt
En fisker fra Gilleleje gjorde forleden store øjne, da han halede sit trawl op fra 40 meters dybde syd om Anholt. I trawlet lå nemlig en stor grønlandshaj, som ellers normalt lever meget længere nordpå ved Grønland og i det dybe og kolde nordlige Atlanterhav.
I land blev hajen fragtet til Øresundsakvariet, hvor marinebiologer kunne konstatere, at den store haj var en "lille", ikke kønsmoden han på 2,17 meter og med en vægt på 90-100 kilo. Hajen vil blive udstillet i en fryser på Øresundsakvariet fra næste uge, meddeler Øresundsakvariet.
Artisk haj
Grønlandshajen er en arktisk haj, der er udbredt fra Nordøstgrønland og til Norges vestkyst. Kun ganske få gange før er den set i danske farvande. Bl.a. én ved Gilleleje og én ved Kullen.
Den kan blive op til otte meter lang og veje op over 1000 kilo.
Hajens latinske navn er Somniosus microcephalus, der betyder den søvnige med det lille hoved. Den er et umådeligt langsomt og sløvt udseende dyr. Men man skal ikke lade sig narre af dens opførsel. Grønlandshajen er et grådigt rovdyr, der er i stand til at nedsvælge hele sæler.