Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Popcorn som sund snack

De poppede majs indeholder overraskende store mængder antioxidanter, som menes at beskytte mod kræft og hjertesygdomme. Men der er forskel på poppede majs.

Den kæmpe bøtte popcorn til biograffilmen kan måske fortæres uden helt så dårlig samvittighed.

Ifølge en undersøgelse, bragt i the American Chemical Society, indeholder de hvide, poppede majs nemlig en overraskende stor mængde af antioxidanterne polyphenoler, som menes at beskytte mod blandt andet kræft og hjertesygdomme.

”Vi blev virkelig overraskede over mængden af polyphenoler, som vi fandt i popcorn. Jeg går ud fra, at det er fordi, at popcorn ikke er forarbejdede. Man får alle majsens gode ingredienser ufortyndet og beskyttet af ’skrællen’. Efter min mening er popcorn sunde,” siger manden bag undersøgelsen Dr. Vinson fra University of Scranton i Pennsylvania til dailymail.co.uk.

Preben Vestergaard Hansen, kandidat i human ernæring på Suhrs Videnscenter, vil dog ikke anbefale popcorn som decideret helsemad.

Ikke uhæmmet indtag

”Der er stadig et højt fedtindhold og en del salt i popcorn,” påpeger han.

Samtidig skal man ikke mæske sig uhæmmet i popcorn, hvis man er bekymret for vægten.

Popcorn indeholder 501 kalorier per 100 gram, hvilket er næsten lige så meget som chokolade og chips.

Hvis man kaster sig over popcornene, kan det bedst betale sig at gå efter de hjemmepoppede fra gryden. For mens popcorn lavet i mikroovnen indeholder op til 25 gram fedt per 100 gram, er der typisk kun op til cirka 20 gram fedt i dem, man popper i gryden,” oplyser Preben Vestergaard Hansen.

”I poserne med mikro-popcorn er der tilsat fedt i forvejen, hvoraf en del er det usunde, mættede fedt. Laver man selv popcorn, kan man bruge f.eks. rapsolie, som indeholder det sunde monoumættede fedt. Men jeg vil nu stadig anbefale frugt og grønt som den sundeste snack,” siger han.