Kendte til kamp mod dårlig presse
Over 200 danske kendisser har meldt sig til en ny hjemmeside, hvor de kan skrive om deres oplevelser med pressen og forsvare sig mod uretfærdigheder.
Det er entertaineren Anders Bircow og journalisten Jeppe Søe, der står bag den nye hjemmeside, kandetpasse.dk, hvor kendte danskere kan ytre sig, når de føler sig forfulgt af pressen.
Indtil videre består den nyåbnede side mest af bidrag fra de to bagmænd, og der er ikke ambitioner om de helt store armbevægelser - endnu.
"Forløbig er der ikke mange der har skrevet endnu, men der har jo heller ikke været mange brud på privatlivets fred på så få dage," skriver Jeppe Søe i sin introduktionstekst.
Siden har været undervejs længe og er en reaktion på, at medierne går tættere og tættere på kendtes privatliv. Desuden føler de udsatte berømtheder ikke, at researchen er optimal, og at historier bliver trykt uden forsøg på at få begge sider af en given sag.
Pressen er en bidsk pitbull
Selv om kandetpasse.dk ikke er tænkt som en konkurrent til den eksisterende presse, men nærmere som en blog for kendte, er der dog visse hårde ord at læse.
"I dag er pressen lige på og hårdt, og mange af dem, vi har talt med, føler, at pressen ikke er en vagthund, men en bidsk pittbull," siger Jeppe Søe.
Skribenterne på siden spænder fra politikere over skuespillere og sangere til reality-stjerner og foredragsholdere. Ifølge Ekstra Bladet er blandt andet Joan Ørting, Line Baun Danielsen, Biker-Jens, Jens Rohde og Zeenta Krogh Jonsson med på listen.
Især Joan Ørting har været på krigsstien, siden Se & Hør bragte historien om hendes elsker Alex med et billede af en forkert mand uden at have talt med Joan Ørting selv.
Bladet har senere undskyldt med vin og blomster og fundet et billede af - vist nok denne gang - den rigtige Alex.
- Hvad mener du?
- Er pressen for hård ved kendte danskere?
Deltag i debatten herunder: