Fortsæt til indhold
Sport

Eks-popstjerne bliver lottovært

Når lottokuglerne skal trækkes lørdag, er det med nye værter i rollen som lykkens gudinder.

JANNICK RASMUSSEN

Pernille Fals Bahrt Leitorp og Thera Hoeymans bliver fra lørdag de nye værter, når vindertallene i Lotto og Joker skal trækkes i udsendelsen ”Held og Lotto” på DR1 klokken 17.20.

Selve trækningen er den samme, men fremover vil man som noget nyt også se værterne ude og besøge de mange forskellige modtagere, der nyder godt af tipsmidlerne.

Vært på Eleva2ren

De fleste danskere vil formentlig nikke genkendende til det ene af de to navne, Thera Hoeymans. Hun blev landskendt, da hun i begyndelsen af 1990'erne var frontfigur i popgruppen Cut'N'Move.

Rollen som tv-vært er dog ikke fremmed for hende, da hun senere optrådte sammen med Ole Stephensen som værter i TV2's fredagsunderholdningsprogram, Eleva2ren.

Siden har Thera Hoeymans markeret sig som jazzsangerinde, skuespiller og kunstmaler.