Test: Bedste gratis antivirus-program
Microsofts Security Essential bliver overhalet indenom, og to programmer skal man direkte holde sig fra, viser ny test af seks gratis antivirus-programmer.
Vælger du et gratis antivirus-program betyder det ikke nødvendigvis, at det er ringere end et program, du betaler for. Forbrugeren få ganske god beskyttelse til sin computer, hvis hun eller han vælger det rigtige program. Det skriver den norske netavis www.vg.no.
For at finde frem til det bedste gratis antivirus-program, testede PC World USA og det tyske analyseselskab AV-Test seks forskellige programmer. Blandt programmerne i testen kan man finde produkter fra blandt andet AVG, Avast, Panda og Microsoft.
Bedste gratis antivirus
Vinderen af testen er programmet Avira AntiVir Personal. Programmet er det hurtigste, og samtidig er det det program, der opdager flest trusler. Forbrugermæssigt kan Avira AntiVir Personal dog være en smule forvirrende at finde rundt i.
Avast Antivirus Home Edition er nummer to i testen. Her får du som forbruger god beskyttelse uden at blive generet af reklamer, som blandt andet dukker op i Aviras antivirus-program. Hos Avast er forbrugervenligheden heller ikke det, der bliver prioriteret højest.
På en tredjeplads kommer AVG 8.5 Free. Programmet er nemt at navigere rundt i og bruge, men det sakker en smule bagud i testen, når det gælder beskyttelse og sikkerhed.
Hold dig fra disse programmer
Der er to programmer, man skal gå uden om, hvis man vil sikre sin computer optimalt, nemlig PC Tools og Comondo. Begge antivirus-programmer får dårlige placeringer i testen, fordi de ikke lever op til forventningerne til et antivirus-program.
PC Tools lader for megen skadelig software slippe igennem, og Comondo Internet Security bliver vurderet af testpanelet som "et dårligt antivirus-alternativ"
Antivirus på vej og tilbehør
Microsofts Security Essentials findes endnu kun i en betaversion, men programmet klarer sig flot i testen. Programmet er ikke så hurtigt, men PC World tager det alligevel med i testen, da de mener, at programmet vil kunne udfordre markedet, når det er færdigudviklet senere på året. Programmet Panda Cloud Antivirus giver computeren god sikkerhed, men er under opdatering.
Forbrugerne kan få nogle gratis værktøjer som tilbehør til de større antivirus-pakker. PC World testede to ekstra-værktøjer, der kan bruges som supplement til det almindelige antivirus-program.
PC Tools Threatfire giver god beskyttelse og har en forebyggende virkning. ClamWin Free Antivirus scorede også fine point i testen, men et minus ved programmet er, at det ikke tjekker for trusler automatisk.
Mest stabilitet
Ifølge PC World USA og det tyske analyseselskab AV-Test er programmer, man skal betale for, mere stabile, når det kommer til supportmuligheder og sikkerhedsopdateringerne kommer oftere.
Samtidig vil nogle gratis udgaver af antivirus-programmer have en mindre funktionalitet en dem, der koster penge.