Ad Helved til

Min cykel har fået to nye dæk i fødselsdagsgave, dæk med det tykkeste lag kevlar. Så kom bare an, alle I asfaltens små skarpe flinteøkser, vi vil rulle over jer med skudsikker selvtillid!

Vi ruller langs den tyske grænse, der af naturlige årsager ikke byder på havudsigt - men efter Kruså ned mod Kollund åbenbarer Flensborg Fjord sine skønne kurver.

Jeg kigger forbi Kollund Mole, der engang lagde kaj til livlig spritbådssejlads på fjorden. I 1963 var trafikken med ”æ spritter” på sit højeste, der var afgang hvert 10. minut og op til 30.000 passagerer om dagen til de toldfri fornøjelser.

Men i 1969 stoppede det toldfrie salg og de glade overfarter - og i dag er der kun turistsejlads tilbage. De beduggede begivenheder fandt sted længe før Sundhedsstyrelsens anbefalinger om højst 21 skylninger om ugen (i dag er det vist kun 14).

Jeg lader mig beruse af de solbeskinnede bølger og når Sønderborg ad Kong Christian den Tiendes Bro - fra 1930 og dermed en af landets ældste større vejbroer - og kigger ned på havnepromenaden. Det er svært ikke at tabe sit hjerte til den sønderjyske by, når man sidder der om aftenen med havkat på tallerkenen, hvidvin på stilk, hvide sejl på Alssund og masser af glade mennesker i det fri.

Helved med termostat

Og så ender det hele alligevel i Helved. Helt ude på det yderste Als nord for Fynshav ligger den lille by med hen ved 70 sjæle. Mange af dem er ansat på Danfoss, så de har mulighed for at skrue op for termostaterne, så det bliver varmt ad Helved til. Men tro nu ikke, at de er kede af deres by. Lokalpolitikere ville midt i 1990'erne ændre byens navn til Helleved, da de syntes, at det oprindelige navn lå for tæt op ad hjemstedet for manden med treforken. Beboerne protesterede, der skulle ikke pilles ved deres jordiske paradis, og sådan blev det.

Vejen til Helved er ”brolagt” med skønne skovveje, og der er ikke et øje at se i middagsstunden - med undtagelse af landposten, der smiler venligt fra sin lille gule bil. Skulle man få kvababbelse i Helved, er der kun 6 km til Guderup.

Amerikansk bombefly

Ved Østerholm nord for Helved stopper jeg ved et krigsmonument lavet af en propel og en flyhale. Et monument, som man let overser, hvis man kommer susende i bil. Den 24.maj 1944 måtte et amerikansk B17 bombefly - den såkaldt flyvende fæstning - nødlande på en mark på Als efter et bombetogt over Berlin. Otte mand sprang ud med faldskærm, mens piloten og andenpiloten med held og dygtighed formåede at få flyet ned med kun en af de fire motorer i funktion. Flyet brækkede i to dele, og alle 10 mand blev samme dag taget til fange af tyske soldater. Efter et år i tysk krigsfangelejr kunne hele besætningen på ”Stormy Weather” vende tilbage til USA i maj 1945. Godt, at der var nogle, der ville kæmpe for vores frihed.

Syd for Nordborg ryger jeg ind i en flok bladlus. En overgang sidder der så mange på mig, at det føles, som om jeg kører i den grønne pointtrøje i Tour de France.

Billig mavepine

Hvis man er ved at gå sukkerkold, når man kører over på ”fastlandet” igen, kan man lave en lille afstikker til Gråsten. Her byder Den Gamle Kro på sønderjysk kaffebord den anden søndag i hver måned. Der er 29 forskellige slags kage på bordet, og med kaffe og hele molevitten koster mavepinen kun 85 kr.

Efter Aabenraa går det ud på Løjtland, hvor der reklameres for Ferguson-ringridning.

Det var da en mærkelig hest, tænker jeg og opsøger formanden for Løjt Land Ferguson Ringriderforening, Hans Jørgen Paulsen, i landsbyen Stollig. Der er talrige ringridninger i mojn-distriktet om sommeren, men i Paulsens forening benytter man traktorer i stedet for heste - og altså lidt flere hestekræfter. Alle traktorer skal være gode gamle Ferguson-modeller, og alle skal være grå. I år er 28 nypudsede traktorer med.

»Men vi har været oppe på 33,« fortæller Hans Jørgen Paulsen. »Og så sælger vi 500 ringriderpølser.«

Stefan fra DDR

Ferguson TE-20, kaldet ”den lille grå”, blev krumtappen i mekaniseringen af dansk landbrug efter Anden Verdenskrig. De første 10 Ferguson'er kom til Danmark i 1947. I årene 1947-1960 blev der solgt 100.000 traktorer til landbruget.

Min egen ”lille grå”, turcyklen, kommer på en lille klatretur syd for Kolding op til Skamlingsbanken, der ikke ser ud til at have lidt under finanskrisen.

På Sønderjyllands højeste punkt (113 m) sidder to yngre fyre, Stefan og Nikolaj, og spiser frokost midt i den gode udsigt. De byder på jordbærkage og kaffe, og det siger en svedig cyklist ikke nej tak til. Stefan er født og opvokset i DDR og har cyklet en del rundt i Europa. Han kan fortælle historier. Og sådan er det, når man kommer anstigende med sin cykel: Noget for noget. Så jeg har hørt på mange folks cykelfortællinger - og naturligvis fortalt om min egen mission, Danmark rundt langs kysten.

Bearnaise ad libitum

Den fører mig til Hotel Postgården i Fredericia, og da jeg dagen før er kørt gennem landsbyen Varnæs ved Aabenraa, er der en oplagt forbindelse til tv-serien Matador.

Nu går jeg ind i restauranten for at se, om overtjener Olsen serverer sherry for doktor Hansen og Elisabeth Friis, eller om Jørgen Varnæs endnu en gang sidder og kæver den, mens man i det fjerne aner musikken fra fru Violets danseskole. Men nej, det er danske og udenlandske håndværkere, der drikker øl og spiser herregårdsbøf med bearnaise ad libitum under den højloftede stuk. Man kan dog godt fornemme sølvbestikkets klirren på det musselmalede i det over 100 år gamle lokale.

Jeg synger ofte, når jeg sidder på cyklen - Blachmann kunne lure i grøften. Gode danske sange, som vi lærte i skolen (det var dengang). Når vi drog på cykeludflugt, skulle vi altid synge i kor på landevejen, en sang om sild med chokoladeovertræk. De kunne skrive tekster, kunne de.

Turens skrappeste bakker

Det er også i orden at snakke med sig selv under kørslen. Har man et surt øjeblik - skønt det er næsten utænkeligt, når man sidder i sadlen - kan man fortælle sig selv en vittighed. Måske kommer pointen overraskende…

Der er ikke meget luft til hverken arier eller serenader, når man kører i bakkerne omkring Vejle - turens skrappeste. De kan fjerne spindelvævet fra hjertet. Dog havde jeg fornøjelsen at trille ned ad Munkebjerg-bakken med sit hårnålesving - en berygtet bakke blandt stakåndede cyklister.

Vi nærmer os hjemmets arne (undskyld) gennem Århus' absolut største attraktion, Marselisborgskovene. Jeg kan lige nå en is ved traktørstedet Ørnereden, hvor der i gamle dage var restaurant med middag, cigar og dans, og hvor turbådene lagde til ved bådebroen i weekenden. Og nyde endnu en formidabel udsigt, som min tur har været så rig på.

Det var Jylland mellem tvende have, og jeg fik vel ridset lidt i runestaven, som H.C. Andersen kaldte hovedlandet. 1.756 fornøjelige km, én punktering, luft i lungerne og høj i hatten.

Vi lader digteren få det sidste ord:

Havet af sit fulde bryst

Synger højt om Jyllands kyst.

Læs også: De jyske pyramider