Modstandsfolk samlet i ny database
En art blå bog om de aktive i modstandsbevægelsen præsenteres den 4. maj på Frihedsmuseet.
Hvem deltog aktivt i frihedskampen i Danmark under Anden Verdenskrig? Og hvem var tilsluttet modstandsgrupperne i f.eks. Holger Danske, Bopa og Ringen?
Mandag den 4. maj - på årsdagen for Danmarks Befrielse i 1945 - lancerer Frihedsmuseet første del af en online database over medlemmer af modstandsbevægelsen under Besættelsen.
Blå bog-databasen rummer allerede nu over 30.000 navne, men når optællingen er slut, vil basen komme til at indeholde navne på flere end 70.000 mennesker og dermed blive noget nær den mest fuldkomne fortegnelse over modstandsbevægelsen.
Ny indgangsvinkel
Modstandsdatabasen trækker på oplysninger fra litteratur om besættelsestiden samt mandskabslister fra befrielsesdagene. Databasen giver dermed en ny indgangsvinkel til besættelsestidens historie og bliver et vigtigt redskab for alle, der vil undersøge familiens historie, se modstandsbevægelsens sammen-
sætning i lokalområdet samt finde informationer om ”Flammen” og ”Citronen”.
I sin foreløbige form rummer basen henvisninger til modstandsfolk fra hele landet omtalt i litteraturen samt til mandskabslisterne fra Jylland og Bornholm.
En ny bog
I forbindelse med åbningen af databasen bliver der sat ansigt på et enkelt af de navne, som er registreret i den.
Den unge modstandsmand Thorkild Lund-Jensen, der var tilknyttet Korps Ågesen, kom ikke til at opleve Befrielsen. Han blev dræbt af en tysk kugle på Østerbrogade i København natten til den 4. maj 1945.
Thorkild Lund-Jensen studerede ved Polyteknisk Læreanstalt, og allerede fra september 1939 havde han sendt et ugentligt brev til sine forældre i Århus og fortalt, hvad han oplevede og tænkte.
Gennem brevene kan man få et indblik i, hvordan en ung mand forvandles fra tilskuer til aktiv deltager, og vi følger den unge mand i hans glæder og sorger. Brevene udgives senere i maj af Museum Tusculanums Forlag under titlen ”Studenterliv under besættelsen.”, redigeret og kommenteret af historikeren Henrik Lundbak.