Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Et glas er vin er slet ikke så uskyldigt

Ny britisk undersøgelse viser, at vi er uanende om kalorieindholdet i alkohol. Se her hvor meget øl og vin feder.

Sommer. Bøffer på grillen og et godt glas rødvin. Eller en kold øl på terrassen efter en lang arbejdsdag. De fleste bekymrer sig ikke videre om, at denne uskyldige mængde af alkohol kan være årsagen til, at bukserne strammer eller at vægten stagnerer trods ihærdige forsøg på at tabe sig. Men alkohol feder langt mere, end de fleste er klar over. Det er konklusionen på en ny undersøgelse blandt 2.000 englændere.

Som led i at den britiske regering har forsøgt at kortlægge briternes alkoholvaner, viser undersøgelsen, at 4 ud af 10 briter ikke aner, hvor mange kalorier, der er i en øl eller et glas vin. Af de 2.000 adspurgte var næsten halvdelen nemlig ikke klar over, at et glas rødvin indeholder ligeså mange kalorier som et stykke roulade (120 kalorier). Eller at en stor fadøl kaloriemæssigt svarer til at spise et pølsebrød. Begge dele indeholder 170 kalorier. Det skriver BBC News.

Hvis man har tendens til ofte at få "en tår over tørsten", er der også langt større risiko for, at man spiser mere fed og usund mad. De, som kan berette at have drukket heftigt om aftenen, spiser i højere grad usund morgenmad, hvilket igen er med til, at kiloerne hober sig op.

Heather Caswell fra British Nutrition Foundation tilføjer: "De fleste ville aldrig drømme om at skylle et helt glas kaffefløde ned, mens de ikke ser noget galt i at drikke et par øl efter arbejde. Men kalorieindholdet er det samme, og et overdrevent alkoholindtag over tid fører uværligt til vægtøgning", siger hun til BBC News.

221 doughnuts om året

En person, der drikker fem store fadøl om ugen svarende til 250 om året, indtager det samme antal kalorier, som hvis han eller hun spiste 221 doughnuts i løbet af et år. Det viser beregningerne fra undersøgelsen. Den gennemsnitlige vindrikker indtager til sammenligning et antal kalorier, der svarer til 38 ekstra hovedmåltider med kød om året.

Department of Health i Storbritannien har tidligere lanceret kampagnen "Know your Limits", hvor man har fokuseret på risikoen for alkoholrelaterede sygdommme. Nu vil den britisek regering kaste lys over alkoholens indflydelse på vægten.

Sundhedsminister Phil Hope siger til BBC News: "Hvis man drikker mere til dagligt, end hvad der er anbefalet, kan det have alvorlige konsekvenser for helbredet og føre til overvægt".

Alkohol og kalorier:

  • Et lille glas rødvin svarer til at spise et stykke roulade (120 kalorier)
  • En stor fadøl har samme kalorieindhold som et pølsehorn (170 kalorier)
  • 2,5 cl spiritus (f.eks. vodka eller gin) svarer til at drikke samme mængde kaffefløde (55 kalorier)

Læs også: En genstand om dagen øger kræftrisiko