Højesteret skal se på pokerdom
En 34-årig pokerspiller har nu fået tilladelse til at føre sin sag for Højesteret, hvor han håber, at landets øverste domstol vil omstøde landsrettens afgørelse.
Den 34-årige arbejdsløse dansker blev i november i Østre Landsret dømt for "at have søgt erhverv ved hasardspil", hvilket kostede ham en bøde på 5000 kr. samt konfiskation af en gevinst på 194.000 kr., som han havde vundet ved pokerspil på nettet.
Udbyderne af de elektroniske pokerspil var fra lande, hvor loven ikke rejser tvivl om gevinsterne fra internetpoker, men da den 34-årige havde spillet fra danske computere, mente landsdommerne, at pokerspillet var strafbart.
Ifølge den 34-åriges forsvarer, Finn Bachmann, rammer landsrettens afgørelse dog de forkerte.
- Med dommen kriminaliserer man alle dem, der sidder og spiller hver dag på nettet. Men det er jo ikke forbrugerne, der skal have tilladelse til at spille. Det må være udbyderne, sagde han i forbindelse med landsretsdommen.
Den udlægning fik han medhold i, da Københavns Byret frifandt den 34-årige, men anklagemyndigheden ankede til landsretten.
Da politiet anholdt den 34-årige pokerspiller, konfiskerede betjentene i første omgang 240.000 kr. Men de 46.000 kr. var vundet på kasino og spil på Oddset, og det er ikke i strid med den danske straffelov.