Fortsæt til indhold
Erhverv

Netsted holder natlukket af hensyn til de unge

Netstedet Habbo Hotel går mod trenden på internet og lukker ned om natten - af hensyn til de unges nattesøvn og skolegang.

Ritzau

Noget af det smarte ved internet er, at der er åbent 24 timer i døgnet - eller hvad? Hos det danske online-sted Habbo Hotel vender man tommelfingeren ned. Her er butikken nemlig blevet lukket om natten af hensyn til de unges nattesøvn.

Tjenesten henvender sig til unge mellem 13 og 18 år, og ifølge direktør Lars Kristiansen ønsker man ikke at være med til, at de unge holder sig oppe for at chatte til skade for deres skolegang.

"Vi vil ikke med vores tjeneste opfordre de unge til at sidde oppe det halve af natten og have det sjovt med at chatte. Derved ville vi støtte en lidt tilbagelænet holdning om, at det er OK at chatte om natten, og at man nok skal klare sig igennem skolen alligevel," siger Lars Kristiansen.

Netstedet lukker derfor ned fra kl. 1 til kl. 7 om natten - dog undtaget weekender og ferier, hvor de unge kan være sent oppe. Chatstedet, der ifølge egne oplysninger med 115.000 månedlige brugere er blandt de større chatsteder for unge, har siden spurgt de unge om initiativet. Holdningerne er delte: ca. en tredjedel finder det rigtig godt, en anden tredjedel er nærmest ligeglade, mens den sidste del finder det for dårligt.