Fortsæt til indhold
International

Historiens højeste basketballspiller er kampklar

I basketball handler det om høje spillere, men ingen kommer på siden af den 23-årige kineser, Sun Ming Ming, der i denne uge har skrevet kontrakt med Maryland Nighthawks. Kineseren måler 2,36 meter.

Af UFFE CHRISTENSEN

Sun Ming Ming har - ikke overraskende - spillet basketball det meste af sit liv, men ingen amerikansk klub har hidtil været interesseret i at skrive professionel kontrakt med ham.

Begrundelsen har på intet tidspunkt været højden...

Den 23-årige kineser er 2,36 meter høj og vejer 168 kg.

Den manglende interesse skyldtes hans helbred, der har skrantet på grund af hans højde, men nu har lægerne meldt ham fit for fight.

I denne uge skrev han professionel kontrakt med Maryland Nighthwaks, og han er dermed historiens højeste professionelle basketballspiller.

Udtrykt i amerikanske mål er han syv fod og ni tommer høj, hvorfor hans spillernummer vil blive nummer 79.

For klubben ventes den monumentale kineser at få værdi som spiller, men også i klubbens markedsføring.

Størrelse XXXXXL

Da han blev præsenteret for pressen torsdag klagede han over, at hans spillerdragt var for lille. Den var ellers specialfremstillet i størrelse XXXXXL...

Ejeren af Nighthwaks, Tom Doyle, tror ikke på, at klubben kommer til at beholde ham længe, og det er da også Sun Ming Mings ambition, at komme til at spille i NBA - der er den ypperste liga i USA.

NBAs talentchef, Marty Blake siger:

"Vi vil følge ham meget nøje. Vi er altid ude efter gode spillere. Specielt en der er så cm høj."

Medvirker i Jackie Chan-film

Kineseren flyttede fra Kina for halvandet år siden og slog sig ned i Californien, hvor han iøvrigt medvirker i en slagsmåls-scene i den kommende Jackie Chan-filmen "Rush Hour 3".

Maryland Nighthawks planlægger en opvisningskamp med Sun Ming Ming i selskab med de tidligere NBA-stjerner Gheorghe Muresan og Manute Bol, der kun er fem centimeter lavere end kineseren.

Overskuddet fra kampen skal gå til Ming Mings lægeregninger, der løber op i næsten 700.000 kr.
uffe.christensen@jp.dk