Undersøgelse: Stuebirk kan give allergi
Stuebirk kan give allergiske reaktioner med kløe, nældefeberlignende udslæt, allergisk snue samt øget risiko for kronisk allergi og astma.
Det viser en undersøgelse fra Arbejdsmedicinsk afdeling på Esbjerg Centralsygehus.
Stuebirken er fast inventar i mange danske kontormiljøer, men på baggrund af undersøgelse anbefaler arbejdsmediciner Erik Jørs, at folk med allergi skiller sig af med de populære planter.
11 allergi-stoffer
Erik Jørs og de øvrige forskere fandt hele 11 allergifremkaldende stoffer hos stuebirken og nogle stykker hos almindelig vedbend, der også er en almindelig plante i kontorlandskaberne og i de danske hjem.
"Man kommer i kontakt med de allergifremkaldende stoffer ved at berøre planten for eksempel i forbindelse med beskæring, eller når man støver dem af. Stofferne kan også spredes med det støv, der lægger sig på plantens blade, hvorfra det hvirvles rundt i luften," fortæller Erik Jørs til Radioavisen.
Han fandt ud af, at gartnere, der passer stueplanterne stuebirk og vedbend eksempelvis i kontormiljøer, har markant flere allergiske symptomer end de kolleger, der dyrker planterne i drivhuse.
/ritzau/