Oasen på Artillerivej

Ballonparken på Artillerivej på Amager ligner en miniatureudgave af Christiania. Men til forskel fra Fristadens indbyggere bor de 110 ballonboere lovligt i deres huse. Og så har de helt almindelige ventelister, hvor alle kan blive skrevet op.

Ude fra Artillerivej er der ikke meget at se: et par overmalede offentlige skilte, en misligholdt trådlåge og masser af vild bevoksning. Og så det lille officielle nummer. 63. Men ikke et ord om Ballonparken. Går man igennem lågen, træder man til gengæld ind i en anden verden.

Larmen fra vejen og de nærliggende byggepladser forsvinder, og duften af brændeovnsrøg tager over. Langs det lille asfalterede "strøg" ligger der små svensk-røde barakker. Alle med originale hvide vinduer. Ens, men alligevel dybt forskellige. Opfindsomheden ses tydeligst på de mange karnapper og udestuer.

»I modsætning til Christiania har vi jo altid boet her på lovlig vis. Det har givet mere ro,« siger Ulla Gravesen, der er i gang med at dreje en kop i sit tætpakkede keramikværksted, hvor P1 summer fra en gammel transistor.

Hun er en af de i alt 110 ballonboere, som de kalder sig selv. Ulla har været herude i mere end 20 år og bor nu i et af parkens største huse sammen med sin mand og søn. Huset er på omkring 60 kvadratmeter.

Du behøver ikke kende nogen

Ude på gaden møder vi Kirsten Slots, der er i gang med at finde en urtepotte i et skur.

»Vi er jo meget mindre, det er vel den store forskel på Ballonparken og Christiania. Og så har vi helt almindelige ventelister, hvor alle kan skrives op. Du behøver ikke at kende nogen,« siger Kirsten Slots.

Hun inviterer indenfor i sit hus, der består af en kombineret stue og køkken og en lille hems, hvor hun sover.

Der er levende lys på det gamle træbord og masser af blomster i de store vinduer. I alt er der 22 kvadratmeter. WC og bad er fælles.

»Jeg betaler 963 kroner om måneden i husleje, og det har betydet, at jeg har turdet sige mit faste job op og begynde for mig selv. Sådan er der mange af os, der har det herude. Vi er selvstændige med den økonomiske risiko, det indebærer, fordi vores faste månedlige udgifter er lave,« siger Kirsten Slots.

Hun har boet i Ballonparken i ni år og ser stadigvæk sig selv som en af de nye.

Fra balloner til kvinder

Navnet Ballonparken stammer fra dengang barrakkerne hørte under militæret, hvor landets luftballoner havde base i en stor træhangar. Den står her i øvrigt endnu, men fungerer i dag som rideskole og hører ikke med til parken. Efter krigen var stedet en overgang flygtningelejr for tyskere, hvorefter det overgik til at være en slags kollegium for enlige mænd. Hver mand havde omkring 12 kvadratmeter. Mad og vask foregik fælles.

»Kvinderne var forment adgang, så dem smuglede vi ind ad bagvejen. Ad Ho Chi Min-stien, som vi kaldte den,« griner Jens Fredslund, der boede på kollegiet dengang.

Han er i dag arkitekt og bor i rækkehus i Roskilde.

»Dengang var der en oberst og en gartner. Det var meget gammeldags og lejragtigt. Da vi overgik til selvforvaltning, lavede vi fælleshus i oberstboligen, og kvinderne fik både ret til at bo der og til at bruge fordøren,« husker Jens Fredslund.

Fællesbad og bytterum

»I 1970'erne var der for eksempel fælles morgenmad hver dag. Og ofte aftensmad. I dag er den ordning helt væk. De fleste har fået lavet små køkkener i husene, men der er stadigvæk nogen, som slet ikke har indlagt vand,« siger Kirsten Slots, imens hun viser os rundt på fællesarealerne. Ingen af husene har bad eller toilet, men der er to fælles toiletbarakker og et fælles bad.

Badet, der ligesom resten af Ballonparken stammer helt tilbage fra 1880'erne, består af en grønmalet hal med syv brusere og terrazzogulv. I forlængelse af baderummet er der et lille fælles omklædningsrum med en kæmpe opslagstavle, hvorfra bestyrelsen og beboerne informerer hinanden.

»Man får et mere tæt forhold til sine naboer, når man dagligt ser dem uden en trævl på kroppen,« siger Jesper Rasmussen fra sin baghave.

Jesper har boet herude på sine 15 kvadratmeter siden 1975. Desuden er der de to små fællesrum med gamle ukurante møbler og en stor brændeovn i midten samt et lille tøjbytterum.

»Her lægger du alt det, du ikke kan bruge, men som andre måske kan få glæde af,« forklarer Kristen Slots. I dag står der en stol, to små gamle fjernsyn, en cykelsadel til et barn og en bunke tøj.

Koks, træ og tårer

Ved indgangen til Ballonparken hviler en gruppe gennemrustne og pensionerede brændeovne sig op ad et rødmalet træskur. De har udført deres tjeneste og er nu erstattet af nye ovne af stærk støbning, der vil varme stuerne i den kommende vintertid.

Ballonboerne holder af at leve livet, når det er enkelt og ligetil. En af de fælles regler, der skal bevare simpelheden, er forbuddet mod at indlægge elvarme eller installere elkomfur og elkoger i værelserne. At få varme i Ballonparken kræver derfor koks, træ og tårer.

En af ballonboerne, der gør klar til vinterkuldens komme, er Jesper Rasmussen. Det lille fliseareal i baghaven er ved at blive ryddet, så der kan blive plads til vinterens lager af brænde.

»At holde varmen kræver, at man passer brændeovnen. Det er ikke altid, at der stadig er ild, når jeg kommer fra arbejde, så der kan det godt være rigtig hårdt. På den måde skal man nok være lidt hårdfør for at være herude. Men på den anden side vænner kroppen sig også til det. Jeg bliver for eksempel aldrig forkølet,« siger Jesper Rasmussen.

Perlegrus og ligusterhække

Men der er sket en stor udvikling i Ballonparken siden 1970'erne. De fleste af husene har fået indlagt køkken, hvilket har givet dødsstødet til de daglige fællesmåltider. Også fællesmøderne, hvor alle havde lige meget magt, blev i 1990'erne erstattet af en bestyrelse, der nu står for den daglige drift.

Men det er ikke kun på organisationsplan, at der er sket en øget individualisering. Mest synlig er forandringen i haverne. Enkelte forhaver står meget velplejede med perlegrus, blomsterkummer af plastik, pæne postkasser og lave, hvidmalede stakitter foran hoveddøren.

»Vi er blevet lidt mere individuelle. Før i tiden var ligusterhække og stakitter helt ukendt. Det har altid været fint at lave haver, men jorden tilhører jo dybest set os alle,« siger Ulla Gravesen.

Men hovedindtrykket af Ballonparken er stadigvæk masser af urtepotter og bulede zinkspande med rosmarin, timian, solsikker og pelargonier. De tilfældigt anlagte blomsterbede med et atypisk miks af peberrod, brombær, klatreroser, jordbær, mynte og morgenfruer. Gamle haveborde og slidte stole, der kæmper om pladsen med udtjente brændeovne, cykler og store brændestabler. Imellem den vilde bevoksning hænger spraglet vasketøj og tørrer. Nogle steder er græsset slået med en le. Eller bare trådt ned.

jpk@jp.dk