Det Borende X

Folket elskede historierne om Det Borende X.

Gentleman, mestertyv, genial og nobel var ord, der blev hæftet på danmarkshistoriens mest kendte forbryder i de 22 år, han var et skridt foran politiet.

Hans speciale var pengeskabe, som han behændigt borede ud omkring låsen, så hullerne dannede en slags X, deraf navnet.

I grove træk var borehullerne, hvad man vidste om ham, hvilket kun fik myten til at vokse endnu hurtigere.

Det Borende X drev gæk med ordensmagten, og man frydede sig. De mere kulørte ugeblade og aviser spekulerede lystigt og gengav ham som en monokelbehængt bankier-type, der frekventerede fine etablissementer i dagtimerne og røvede om natten.

58 pengeskabskup

Rygterne florerede. Nogle mente sågar, at han måtte være kongelig eller i det mindste højtstående politimand. Hånden måtte jo blive holdt over ham, siden han aldrig blev fanget, var logikken.

Ingen af delene var rigtige. Tværtimod.

Da Julius Alfred Thorvald Framlev blev afsløret, faldt myten sammen som sufflé, som den slags har for vane.

Indtil da kolporterede pressen lystigt nyhederne om hans indbrud, og virkestoffet var godt. Havde Det Borende X begået et nyt pengeskabskup, blev aviserne flået ned fra stativerne.

Også politiet kunne se en fordel i at opgradere forestillingen om Det Borende X. Der måtte jo gerne være en god grund til, at man ikke evnede at fange ham.

Vi er tilbage i de romantiske gamle dage i 1900-tallets første del. Dengang et slagsmål blev afgjort med næverne og var slut, når modstanderen lå ned. Og dengang en lås kunne dirkes op, blot man besad lidt snilde og et kriminelt sindelag.

Mestertyv Framlev havde begge dele til overflod. Og benyttede sig ihærdigt af det.

Under retssagen forklarede han, at han altid havde haft trang til at stjæle. Allerede som 12-årig havde han stjålet en sum penge og var flygtet til Helsingør. Her stoppede politiet ham og sendte ham hjem til forældrene igen.

På sin kriminelle løbebane begik han mindst 58 pengeskabskup med et samlet udbytte på 163.000 kr. Store penge efter datidens forhold. Rygtet ville vide, at han brugte svimlende 100 kr. om dagen.

Mestertyvens fremgangsmåde var den samme hver gang. Med et 22 mm håndbor borede han fire huller i pengeskabene så tilpas præcist om låsemekanismen, at riglerne kunne trækkes ud, så låsen gled op.

Tegnede man en streg diagonalt fra hjørne til hjørne lignede de fire huller et X, som en reporter fra B.T. bemærkede.

Ydermere tjente det til Julius Framlevs renomé, at han ikke brugte vold på nær den nat, da alt gik galt. Da hans faste rutine var blevet afluret, og politifolk lå på lur over hele landet.

Snarrådige betjente

I weekenden forinden, om fredagen den 26. april 1931, havde Julius Framlev forsøgt et indbrud i en bank i Store Heddinge på Stevns. Selv om han havde arbejdet natten igennem med pengeskabets lås, måtte han i morgenstunden opgive og flygte uden udbytte.

Politiet gættede ud fra hans mønster ved tidligere mislykkede indbrud, at Det Borende X ville forsøge sig straks i weekenden efter.

Over alt på Sjælland blev der sat vagter op og etableret patruljer ved posthuse, banker, forsikringsselskaber og ministerier. En langvarig menneskejagt stod foran sin afslutning.

Julius Framlev holdt sin 50-års fødselsdag. Det var om onsdagen. To dage senere kort efter midnat natten til lørdag gik han selvsikkert i gang med sit sidste kup. Han havde udset sig posthuset på Rahbeks Allé på Frederiksberg i København.

En ekspeditionssag kan man formode, at han har tænkt synderegistret in mente.

Tilfældet ville, at betjent Jacobsen og betjent Kjeldsen nogle minutter tidligere havde været forbi på deres patrulje.

Den ene havde årvågent bemærket et temmelig tykt lag støv på dørhåndtaget til posthusets bagdør.

Altså måtte det kun sjældent være blevet brugt.

Ved 01-tiden passerede de unge betjente atter forbi. Støvet var væk. Nogen havde rørt ved håndtaget.

Tankerne for gennem deres hoveder.

Spænding og nervøsitet bredte sig: Kunne Det Borende X befinde sig i posthusets bygning få meter fra dem?

I samme øjeblik trådte en midaldrende herre iført brun jakke og bowlerhat ud fra en anden opgang i bygningen.

Om det følgende findes to versioner. Enten påstod herren, at han var på vej på tørreloftet for at tilse noget vasketøj. Hvilket de ikke troede på.

Eller også passerede han roligt betjentene, lettede på hatten med et »godaften«, og forsvandt derpå om hushjørnet.

Dramatisk anholdelse

Mange år senere forklarede de to betjente om begivenheden, at de først havde studset lidt og derefter tænkt: Det var ham.

De besluttede sig for at sætte efter den mystiske mand, der forsvandt lige så pludseligt, som han var dukket op.

Lidt derfra får de stoppet ham.

Jyllandsposten, som Deres avis hed dengang, berettede søndag den 3. maj 1931 i referatet fra grundlovsforhøret om forløbet:

I det samme var Betjentene over ham, og Manden affyrede derpaa to Revolverskud, hvoraf det ene ramte Politibetjent Jacobsen i Haandleddet. Der paafulgte nu en flere minutter lang Kamp, der endte med, at Politibetjentene fik Magten over Manden, der foruden med Revolveren havde forsvaret sig fortvivlet med en tung Mappe, der viste sig at indeholde hans Tyveværktøj.

Ved ankomsten til politistationen på Howitzvej sagde Julius Framlev de forløsende ord:

»Jeg indrømmer, at jeg er det længe eftersøgte Borende X.«

Senere i samme avisreportage står at læse:

De sidste fem Aar havde han drevet en beskeden Frugtforretning Druen paa Vesterbrogade i Kjøbenhavn. Tyv tror jo, at hver Mand stjæler, og om Natten var hans Vinduer mod Baggaarden tilskoddet med tykke Brædder til Værn mod Indbrudstyve!

Udråbstegnet er autentisk.

Framlev var oprindelig udlært maskinarbejder. Han havde selv fremstillet sit specialværktøj, og som Jyllandsposten skrev:

og det er gjennem denne Lærdom, han har lært Laasemekanismerne grundigt at kjende, ligesom det derved blev ham muligt at fremstille en Dirk, der kunde indstilles paa 39 forskjellige Maader, saa næsten ingen Laas kunde modstaa ham,

Politiet brugte stadig energi på at forherlige den lille, fallerede grønthandler.

Politimesteren på Howitzvej var blevet tilkaldt så snart, det stod klart, at Det Borende X var gået i fælden.

Derfor blev hans navn ikke offentliggjort af myndighederne. Pressen opsnappede det dog med det samme, hvorefter københavnere i stort antal strømmede til Vesterbro for at glo ind gennem vinduerne til hans forretning Druen.

Hjemme hos Det Borende X fandt man den mest fuldkomne Samling Indbrudsværktøj, som nogen Sinde er set paa en dansk Politistation.

Samlingen indeholdt 15 dirke, 11 nøgler omdannet til dirke, en nøglefil, to oliekander, et par handsker, en pincet, og en bidetang. Og selvfølge håndboret og det 22 millimeter tykke bor.

Døde bag tremmer

Da sandheden kom frem, stod det klart, at Julius Framlev snarere var lige så heldig, som han var dreven.

Den indtørrede og ukarismatiske 50-årige grønthandler havde i virkeligheden aldrig haft succes med noget som helst.

Pengene fra sine mange tyverier investerede han i en møbelforretning, et smedeværksted, en musikbutik, to grønthandlerforretninger, en større æbleplantage og alt slog fejl.

Intet kunne han leve af. Når en forretning gik konkurs, drog han ud i natten for at skaffe finanser til at starte den næste.

En æra var slut.

Dommen til Julius Alfred Thorvald Framlev faldt i august samme år. Den lød på otte års fængsel, skærpet af skuddene mod betjentene Jacobsen og Kjeldsen.

Kun to år senere døde Det Borende X i fængslet af den kroniske mavelidelse, der havde forfulgt ham hele voksenlivet, og som oprindelig var skyld i, at han mistede sit arbejde som maskinarbejder og blev datidens mest kendte forbryder og næsten folkehelt.

Historien er ikke uden morale.

I retten havde Julius Framlev fortalt, at han konstant havde levet i angst for at røbe sig ved at bruge for mange penge. Velstand havde han derfor aldrig smagt.

»Jeg følte mig aldrig lykkelig,« forklarede han under et af de første forhør om den 22 år lange forbryderkarriere. Og fortsatte:

»Først nu mærker jeg en følelse af lykke. For det har været en forløjet tilværelse, jeg har ført. Aldrig kunde jeg se folk i øjnene.«

jakob.rubin@jp.dk

Tak til:

Arkivar Kirsten Slot Mathiesen,

Morgenavisen Jyllands-Posten.

Politihistorisk Museum.