Derfor skal du bruge din iPhone som fjernbetjening til Apple TV
I dag viser Mobilsiden, hvordan du indstiller Remote-app’en til iPhone, så du kan betjene dit Apple TV på den smarte måde.
Apples egen medieboks Apple TV er uden sammenligning den bedste streamingløsning til iOS-brugerne (iPhone, iPad & iPod Touch). Hertil bruger mange den brugervenlige, men yderst begrænsede, fjernbetjening, som følger med i kassen.
Her vil Mobilsiden i stedet se nærmere på Apples gratis “Remote”-app, der kan gøre enhver iOS-enhed, der befinder sig på samme netværk, til en genial, trådløs kompagnon til Apple TV.
Start derfor med at hente Remote app’en fra App Store her.
Sådan kommer du igang
I Appleuniverset hedder kommunikationen på hjemmefronten “Deling i hjemmet”. Tryk derfor på knappen “Indstil Deling i hjemmet”.
Herefter indtaster du blot dit Apple-id (samme som dit Apple TV er logget ind på).
Så er det indstillet. Denne oversigt viser de enheder, som du har adgang til. Tryk derfor på Apple TV logoet.
Her præsenteres du for fjernbetjeningsdelen. I midten kan du swipe løs, som du ellers er vant til på telefonen, og nederst finder du “Menu”-knappen, der virker på samme måde som den runde knap på fjernbetjeningen.
Bemærk: Du kan trykke på det lille spørgsmålstegn og få gode råd til at bruge fjernbetjeningens-delen.
Fordele/ulemper med Remote-app’en
Ulempen er, at parringen kræver samme Apple-id, som i forvejen er indstillet på dit Apple TV. Problemet er dog ikke større, end at du indtaster samme Apple-id på alle de iOS-enheder i husstanden, som du ønsker at bruge via Remote-app’en. Det kan altså sagtens lade sig gøre at bruge et andet Apple-id seperat i Remote-app’en end ens eget, der bruges til apps og lignende på enheden.
Fordelene er mange, men her kommer to små, som måske kan overbevise dig om at bruge Remote-app’en fra Apple:
- Remote app’en kan fuldt ud erstatte den medfølgende fjernbetjening, og parringen er altså ikke afhængig af, at Apple TV først er vækket fra vågeblus. Du kan nemlig blot bruge “Menu”-knappen, som nævnt tidligere, til at vække Apple TV fra vågeblus.
- Indtastninger og søgninger er ved brug af den medfølgende fjernbetjening og piletasterne en frygteligt langsom affære. Men når du rammer et indtastningsfelt på Apple TV med Remote-app’en, så dukker tastaturet frem på skærmen, så du hurtigt kan indtaste det ønskede.
Dagens tip omhandlede Apple TV, men du kan også sagtens styre iTunes-applikationen på din Mac eller pc via Remote-app'en.