En gammel, vestlig regeringschef i den russiske sump
En tidligere, tysk kansler vil udvide sit bestyrelsesarbejde i Rusland. Det er en skandale af to grunde.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Gerhard Schröder var Tysklands forbundskansler omkring årtusindskiftet, og han huskes, med en enkelt undtagelse, ikke for noget positivt. Han virkede, ikke mindst over for små lande, temmelig arrogant, og selv ledende danske socialdemokrater åndede lettet op, da deres partikammerat i 2005 blev afløst af den borgerlige Angela Merkel.
Hans store fortjeneste var indførelsen af en arbejdsmarkedsreform; den er en af forudsætningerne for det økonomiske boom, som forbundsrepublikken kan glæde sig over for tiden. Schröder har imidlertid siden ført et professionelt liv, der kun kan betegnes som dybt problematisk. Det er også forkasteligt. Som kansler havde han været med til at fremme den omstridte gasledning Nord Stream for transport af energi fra Sibirien til Vesteuropa. Nogle uger efter afgangen blev han af Ruslands præsident Vladimir Putin hyret som bestyrelsesformand for et af Nord Stream-selskaberne. Der var voldsom kritik af hans pludselige jobskifte, endog socialdemokrater mumlede, at det ikke var helt heldigt.
Den tidligere kansler er blevet 73 år og synes åbenbart, at der skal ske noget mere. Han er blevet kandidat til bestyrelsen for Rosneft, et af verdens største olieselskaber. Også Rosneft er russisk, chefen, Igor Setjin, er formentlig Putins nærmeste fortrolige og har fulgt præsidenten siden dennes tid som viceborgmester i Sankt Petersborg. Rosneft er også omfattet af en delvis EU-embargo i forbindelse med Ruslands annektering af Krim. Det støtter efter egne oplysninger Venezuelas gennemkorrupte og uduelige præsident, Nicolás Maduro, med et lån på 6 mia. dollar, og han er Putins kommercielle arm i lande som Libyen og Irak.
Dette slæng føler Schröder sig nu kaldet til at forlene med en halvvejs respektabel aura. Han har jo trods alt et langt liv bag sig i demokratiets tjeneste, hvilket er mere, end man kan sige om den gamle KGB-mand Putin og hans kumpaner. Schröder hentes vel ikke til Nord Stream eller Rosneft på grund af overvældende erhvervsmæssige kvalifikationer. Han har været politiker det meste af sin tilværelse og har et bredt kontaktnet. Det er smart tænkt af russerne.
Men det er først og fremmest en skandale, selv hvis man tager hensyn til Tysklands særlige, til tider næsten mytiske, svaghed for Rusland. For det første fordi han får penge fra en virksomhed, han kort forinden som regeringschef havde hjulpet på vej. For det andet fordi han i praksis arbejder for et russisk statsforetagende, der ikke følger almindelige regler og er sovset ind i det mafiøse apparat, som Kreml er en del af eller tæt knyttet til.
For Tysklands hårdt trængte socialdemokratiske SPD er Schröders ruslandseventyr det sidste, man har brug for. SPD står til et bragende nederlag ved valget den 24. september, og ligegyldigt hvad partiets kanslerkandidat, Martin Schulz, tager op, falder det til jorden. Nu skal han også forsvare sig imod Schröders meritter.
Den gamle kansler selv siger, at han ikke tror, at han skader sit parti med sine bestyrelsesposter. Det viser, at han ikke har begrebet noget som helst. De skader, der måtte påføres SPD som følge af Schröders galimatias, ville være beklagelige fra et socialdemokratisk synspunkt. Det virkeligt foruroligende er selvsagt, at han lader hånt om de regler for takt og tone, som den industrialiserede verden til stadighed søger at indskærpe over for bl.a. udviklingslande. Schröder burde trække sig og nyde sin pension. Men en sådan forstandighed er nok for meget at håbe på.