Farvel til en pinlig paragraf

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

I betragtning af at den såkaldte blasfemiparagraf stort set ikke har været anvendt i danske retspraksis, siden den blev indført for over 150 år siden, kan man godt fristes til at betragte den politiske debat om den som stor ståhej for ingenting.

Men det vil være forkert, for paragraffen rummer et dystert symbolsk signal om, at religiøse følelser er finere, ædlere og mere sårbare end en hvilken som helst anden anskuelse – etisk, politisk eller hvad det nu måtte være.

Den socialdemokratiske folketingsgruppe vil stå helt isoleret, når Folketinget fredag vedtager at fjerne straffelovens paragraf 140, og det rummer i sig selv en sær ironi, for netop dette parti har historisk været særdeles kritisk over for kirkens magt i samfundet. Efter partiet Venstres gruppemøde i tirsdags står det klart, at alle partier undtagen Socialdemokratiet nu vil fjerne denne pinlige paragraf og dermed tilkendegive, at ingen etiske, politiske, moralske eller religiøse følelser af loven skal behandles som ædlere end andre.

Socialdemokratiets retspolitiske ordfører er i Politiken citeret for, at blasfemiparagraffen »kun beskytter mod én ting, og det er afbrænding af hellige skrifter.«

Hermed bidrager ordføreren til den ulidelige forsimpling af debatten, som har gjort sagen til et spørgsmål om afbrænding af bøger. Hvis det endelig var sådan, kunne man diskutere, hvorfor det skulle være mere fornærmende at afbrænde en bibel, en koran, en salmebog eller en katekismus end eksempelvis et partiprogram, ”Det Kommunistiske Manifest”, Maos Lille Røde eller Orwells ”1984”.

Selvfølgelig må blasfemi tolkes meget bredere end afbrænding af bøger. Selvfølgelig handler det overvejende om, hvorvidt religion skal have en særstilling over for alle mulige andre anskuelser, og det savner i et moderne, åbent og demokratisk samfund enhver rimelig begrundelse.

Mens vi således glædes over, at Folketinget nu fjerner en bestemmelse, som hører en svunden tid og andre og mindre tiltalende samfundsformer til, må vi minde om, at arbejdet for den frie debat dermed kun er halvt gjort.

Tilbage står nemlig den forkætrede og med rette kritiserede paragraf 266b, populært kaldet racismeparagraffen. Den blev oprindeligt indført i dansk lov i 1939 som modvægt mod den grove jødeforfølgelse, der på den tid rasede i hele Europa, og som omfattede store, planlagte hadkampagner mod de jødiske befolkningsgrupper.

Siden er paragraffen imidlertid blevet suppleret med en række andre befolkningsgrupper, som man heller ikke må fornærme. Nemlig må der ikke som begrundelse for fornærmelserne henvises til befolkningsgruppers race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Strikt fortolket kan denne bestemmelse læses, som om der dermed er frit spil for at forhåne og fornærme alle andre grupper, som ikke er specifikt nævnt, og dermed understreges absurditeten.

Straffeloven indeholder i forvejen en række bestemmelser, som sætter grænser for den offentlige debats eventuelle amokløb. Det er forbudt at fremsætte ringeagtsytringer og ærekrænkende sigtelser, og det er naturligvis forbudt at opfordre til kriminalitet, herunder vold mod enkeltpersoner eller grupper.

Det er alt rigeligt. Racismeparagraffen er ligesom den nu dødsdømte blasfemiparagraf i bedste fald totalt overflødig, i værste fald skadelig for den demokratiske debat.